Kulsvierfestival afholdes den 12. og 13. juni

Onsdag 2. juni 2021 kl. 11:41

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Kulsvierfestivalen afholdes den 12. og 13. juni

En af de hyggeligste festivaler - Kulsvierfestivalen i Eskilstrup - måtte aflyses sidste år, men i år gennemføres den.

Kongsted: Med stor succes har Eskilstrup Kulsvierlaug i flere år gennemført en meget hyggelig festival med arbejdende håndværkere, musik, ild i kulmilen og tjæremilen samt salg af de berømte kulsvierpandekager. Og i år bliver man ikke snydt for festivalen.

Det fortæller oldermand Steen Juul Larsen, der dog tilføjer, at man naturligvis følger alle de retningslinjer der er påkrævede på grund af covid-19.

Det betyder blandt andet, at der står folk ved indgangen og tjekker coronapas og tæller hvor mange der går ind og ud, så man aldrig bliver for mange på den meget smukke plads. Dertil kommer andre restriktioner, blandt andet god afstand mellem publikum foran scenen.

Musikken
For folkemusik bliver der masser af på årets Kulsvierfestival. Det bliver De Dysted Spillefolk, Ramsø Spillemandslaug og Fensmark Folkedanserne der indleder Kulsvierfestivalen lørdag den 12. juni kl. 12.

Herefter følger Innishere, der spiller Irsk folkemusik, Nøgleharperne for så at slutte dagen af med de samme som indledte dagen.

Søndag den 13. juni er det igen De Dysted Spillefolk og Fensmark Folkedanserne der indleder dagen - og søndag er det kl. 10.00.

Klokken 11.00 kan man nyde bluesbandet Out of Blue og klokken 12.00 går Stouts, der spiller medrivende og glad irsk musik på scenen. Dem kan man i øvrigt høre igen kl. 15.00 hvor de, sammen med Kulsvierkoret, afslutter årets Kulsvierfestival.

Men inden festivalen lukker er der endnu en optræden af de Dysted Spillefolk og Fensmark Folkedanserne samt Nøgleharperne.

Håndværkere og boder
Rundt om på pladsen kan man møde forskellige håndværkere der fremstiller, viser og sælger deres produkter - og til forskel for så mange andre markeder, er der her tale om håndværk af høj kvalitet, hvor det gode gamle håndværk er i højsædet.

Man kan også købe fadøl, sodavand, kaffe, kage, is og brød som er bagt i den fine udendørs ovn som kulsvierne selv har bygget. Og endelig er der også noget som man ikke bør gå glip af, nemlig de lækre kulsvierpandekager med tyttebær og bacon.

Kulsvierne
Sidst men ikke mindst er der også den store kulmile som brænder under hele Kulsvierfestivalen. Milen er allerede lavet, men der sættes først ild til den lørdag den 12. juni.

Og hvordan er det nu med sådan en mile? Hvad laver man i den? Kort fortalt kan man sige at man laver grillkul i en mile.

At svide trækul er et ældgammelt, nyttigt håndværk. Her i landet er trækul anvendt siden slutningen af stenalderen og begyndelsen af bronzealderen til smeltning af bronze. Senere er det anvendt til jernudvinding fra myremalm. Da produktionen her i landet var på sit højeste, blev trækullet anvendt til opvarmning og madlavning hovedsageligt i København.

De første kulsviere var helt almindelige bønder, husmænd og håndværkere, der som bierhverv sved trækul for at supplere deres ringe indkomst. De hentede - købte eller stjal - træet i skoven og bragte det til milepladsen, der som regel lå i nærheden af deres hjem. Fra pålidelig kilde forlyder det, at kulsvierne i Eskilstrup helt lovligt er kommet i besiddelse af det træ de skal forvandle til trækul...

Eskilstrup Kulsvierlaug holder til på den store naturlejrplads bag ved Møllegårdens Dyretilbehør på Eskilstrupvej 27, ved Kongsted. Her på pladsen har kulsvierne opført flere bygninger - naturligvis efter gode gamle håndværksmæssige traditioner.

Der er bl.a. et stort aktivitetshus - og det er her man kan købe kulsvierpandekagerne. Seneste bygning er en mandskabshytte lige ved siden af milen - for når milen er tændt op, så skal den overvåges døgnet rundt.

Kort og godt
Kulsvierfestivalen har åbent lørdag den 12. juni fra kl. 12 til 17 og søndag den 13. juni fra kl. 10 til 16.

Kulsvierfestivalen afholdes på naturlejrpladsen bag Møllegårdens Dyretilbehør, Eskilstrupvej 27, Kongsted.

Læs mere om Eskilstrup Kulsvierlaug på hjemmesiden kulsvier.dk

Af Torkild Svane Kraft


© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Kandidater er klar
- Tanja Larsson er båltaler i Freerslev
- Tak for invitationen
- Carsten Niss finder nye arter i Faxe Kalkbrud
- Billedkunstner og forfatter udgiver digtsamling
- Blåbæk Mølle fik nye vinger i fredags
- En million til oplevelser for udsatte og ældre
- Marianne og Hans Krarup har diamantbryllup
- Mesterbageren genåbner den 10. juli - opdateret
- Se Danmark-Belgien på storskærm hos HFC
- FOF klar med sommerhøjskole
- Brand i Haslev lige nu
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst