En veteranbus, to ildsjæle, en far og søn

Onsdag 21. april 2021 kl. 10:33

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

„Månedens Borger” Kennet Bindzus med kurven som Superbrugsen i Haslev har sponseret. Foto: Torkild Svane Kraft

Månedens Borger(e): Da Kennet Bindzus var ung og gik i Haslev Menigheds Ungdomsklub var han på nogle fantastiske ture i den gode gamle veteranbus. Blandt andet en tur til Ungarn.

Så da han så den stå på Troelstrupgård fordi den skulle renoveres lidt inden den skulle til syn, tænkte han, at det kunne han da godt hjælpe med, for han syntes at også dagens unge skulle have mulighed for ture i denne fantastiske bus.

- Og så spurgte jeg min far, om ikke han ville være med til at gøre den klar til syn. Det ville vel tage en 14 dages tid, tænkte jeg. Nej tak, lød det fra far Uffe, fortæller Kennet.

Men så sagde mor Britt, at det kunne Uffe da godt hjælpe med, og så tog far og søn fat på renovering af veteranbussen, der står i en garage hos Alex Jørgensen på Sverigesgade.

Kennet og Uffe har alle forudsætninger for at tage sig kærligt af den gamle bus. Kennet, der er 43 år gammel, er pladesmed og arbejder hos VW i Køge. Uffe, 76 år, er uddannet karetmager og har arbejdet som pladesmed, værkfører og taksator bl.a. hos Preben Olsen i Haslev og Ishøj.

Men ak og ve - Kennet og Uffe fandt hurtigt ud af at det med de 14 dage kom ikke til at holde. Når man først begynder at rode med en bus der har mere end 60 år på bagen, så kommer der overraskelser - mange overraskelser.

Kennet og Uffe begyndte på renoveringen mandag den 4. oktober 2018 kl. 8.55. Det er formanden for foreningen „Veteranbussen - ud i det blå” Jan „Gonz” Jakobsen der har helt styr på datoen...

Med andre ord vil det sige at der er arbejdet på veteranbussen i to et halvt år - og den er ikke færdig endnu. Og der er nærmest tale om et fuldtidsarbejde. Uffe har lige siden oktober 2018 arbejdet på bussen fra kl. 9 til 17.30 fire dage om ugen, og Kennet har arbejdet på den alle hverdage fra han har fået fri fra arbejde til ved 19 tiden - og ofte helt til kl. 21.

- Ja, det er jo lige ved at mine tre børn og min kone ikke ved hvem jeg er, siger Kennet med det smil.

Men sådan er det ofte med ildsjæle. De er klar til at tilsidesætte sig selv, for at kunne glæde andre - og der er ingen tvivl om, at det vil komme til at glæde rigtig mange når bussen igen er klar til at trille rundt på landevejen med en masse glade børn og unge.

Og komme ud at trille igen, det gør bussen - og til den tid vil den være meget bedre end da den kørte ud fra fabrikken i 1958. Der vil nemlig blive tale om nærmest en ny bus.

Alt er blevet renoveret - som ALT. Bund og sider er skiftet ud, eller repareret. Plader er skiftet på siderne og taget, der er kommet isolering i sider og bund, og meget, meget andet.

Motoren er pillet ud og renoveret, men den driller, så derfor er Alex på „jagt” efter en mekaniker der kan få den til at spinne som den skal.

Alle sæder er renoveret og betrukket med nyt stof af en rigtig sadelmager - Niels Jørgen Hansen. Sæderne står nu hjemme hos Kennet, men når alt indvendigt er færdig i bussen, så transporteres de til Sverigesgade, og sættes ind i bussen.

Et firma har sponseret maling, så nu er hele bussen blevet grundmalet indvendigt og udvendigt - og samme firma vil betale den endelige, og naturligvis røde, lakering til allersidst.

En meget bekostelig affære, men trods det vil firmaet ikke have deres navn frem. De vil støtte en god sag. Ikke promovere sig selv...


Den er færdig, når der ikke er mere at lave...

Selv om avisens udsendte kendte svaret på forhånd, dristede han sig alligevel til at spørge om hvornår bussen er helt færdig, så den kan køre en tur ned ad Jernbanegade i Haslev - og måske igen rundt i hele Europa - og så kom standardsvaret fra Jan „Gonz” der er formand for foreningen bag bussen:

- Den er færdig, når der ikke er mere at lave...

Kennet smiler og nikker. Han tør heller ikke love noget, nok set i lyset af, at han bildte sin far ind, at de nok lige skulle bruge 14 dage på renoveringen - den gang i 2018.

Men det skrider frem. Uffe og Kennet Bindzus har lavet helt utroligt meget, så to et halvt år mere går der nok ikke.

Deres helt utroligt store arbejde i forbindelse med renovering af veteranbussen, var da også det der fik nogen til at indstille far og søn til Haslev-Faxe Postens „Månedens Borger” - og det kan man godt forstå. Deres indsats er helt unik.

Da avisen kiggede forbi garagen på Sverigesgade, var Uffe der dog ikke - og det er jo meget usædvanligt. Desværre var han dagen inden blevet indlagt på sygehuset, men Kennet blev udstyret med to flotte kurve indeholdende mange lækkerier - og han lovede at tage den ene kurv med til sin far - som en lille tak fra avisens læsere, for hans store indsats.

De to flotte kurve er sponseret af Superbrugsen i Haslev.
Du kan indstille en person til „Månedens Borger” - send blot en mail med navn og begrundelse til haslevfaxeposten.red@sn.dk

Af Torkild Svane Kraft


Bussen
Veteranbussen er en 6-cylindret Bedford J3 med benzinmotor. Den kom til Danmark i 1958 som et lastvognschassis og blev bygget om til en bus på en fabrik i Vejle i 1959.

Du kan blive medlem af støtteforeningen „Veteranbussen - ud i det blå”. Det koster kun 50 kr. om året, men du må gerne give mere...

Indbetal kontingent via MobilePay 54092 eller Sparekassen Sjælland-Fyn kontonummer 6070 254976.

Efter at du har indbetalt, send da en SMS til formanden Jan I. Jakobsen på 6013 5104. Skriv ’BUS’ og dit fulde navn. Så er du medlem.

Læs mere på facebook: „Veteranbussen - ud i det blå”.



© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Sommersang på Møllegården vender tilbage
- Det drypper godt til træskulpturen
- Haslev Tennisklub melder om succes på Tennissportens Dag
- Familie og Samfund genåbner lige udenfor kommunegrænsen
- Nu er der isvogn ved Faxe Vandrerhjem
- Fællessang Karise - Maria B. Høyer synger for
- Paraplyen går rent...
- Roklubben Viking hejste standeren i stilhed
- Danmark Rundt i stedet for en cykeltur til Paris
- Fodhuset - ny klinik i Faxe Sundhedscenter
- Faxe Tennisklub fik flere nye medlemmer
- Grønt image blegner i Karise
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst