Redaktør for fuld Kraft i 25 år

Mandag 29. marts 2021 kl. 10:05

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Redaktør for fuld Kraft i 25 år
1. april 2021 er det 25 år siden, at Torkild Svane Kraft tiltrådte som redaktør for Faxe Bugten, der nu hedder Haslev-Faxe Posten. Foto: Nikolaj Rasch Skou

Redaktør for fuld Kraft i 25 år
Knud Petersens omvendtcykel hylder Torkild Svane Krafts evne til at vende om på halvvejen i Mountainbikeklubben Sibirien. Foto: Nikolaj Rasch Skou
Haslev-Faxe Postens redaktør, Torkild Svane Kraft, har skrevet om butikker, brande og livets glæder siden 1. april 1996.

Faxe Ladeplads: - Jeg vil gerne skrive om unge mennesker, der finder glæde ved det, de gør. Og jeg vil gerne gøre noget for dem, der har det svært. Sådan har jeg altid haft det, fortæller Haslev-Faxe Postens 64-årige redaktør, Torkild Svane Kraft, da vi sidder i hans køkken i Faxe Ladeplads og spiser hustruen Birgittes hjemmebagte mørke boller.

Smagen er speciel, men god, og han holder sig ikke tilbage med at fortælle, at han bestemt ikke brød sig om, dengang hun bagte nogle uden mel i, ligesom han også blankt erkender, at han er blevet fyret som havemand, fordi han ikke evner at se forskel på blomster og ukrudt.

Det virker dog som om, at de har og har haft et rigtig godt liv sammen, siden de mødtes i september 1977 på den institution i København under KFUMs Sociale Arbejde, hvor de begge arbejdede. Og så boede de på værelser på samme gang.

- Jeg havde et tv, og det blev pludselig sådan, at alt der blev sendt i fjernsynet interesserede Birgitte, siger han og smiler henført.

Det er 41 år siden, at jyden og fynboen blev gift, og nu hænger der et billede over køkkenbordet af femårige Valdemar, der er storebror til Carl-Oskar på halvandet år.

Børnene er Mathias’, og han er blevet redaktør på TV2 Øst, efter at han tog journalistuddannelsen på RUC.

- Vores 24-årige datter Mette er otte år yngre. Hun ville også starte på RUC, men nu har hun valgt at blive psykolog i stedet for, siger Torkild Svane Kraft og kommer med endnu en bekendelse:

- Jeg har slet ikke nogen uddannelse, og det var jo ikke gået i dag.
Dansklæreren inspirerede

Men det er faktisk gået, og ikke så ringe endda.

Det var dansklærer Meldgaard på Nørre Aaby Realskole, der gav ham interessen for sprog og politik, og det med at skrive, har han altid villet, men alt det andet skolearbejde interesserede ham ikke.

- Jeg sad altid oppe foran kateteret, og min metode var at lytte og lære tingene udenad, for jeg gad ikke at lave lektier, fortæller redaktøren, der dog blev optaget på Middelfart Gymnasiums nye HF-uddannelse, og her blev han danmarksmester i volleyball.

- Jeg var hæver og skulle lægge op til de høje smashere. Vi var virkelig gode dengang, og jeg har spillet i Rønnede IF, indtil coronaen kom, siger han.

I 1981, da redaktøren var 25 år gammel, blev han tilbudt jobbet som leder af Strandgården i Faxe Ladeplads, som KFUMs Sociale Arbejde også drev, og der flyttede han og Birgitte til og stiftede siden deres familie med bopæl i et villakvarter i Faxe by.

- Jeg ville stadig gerne skrive, og da jeg fandt ud af, at Jesper From skulle stoppe på Faxe Bugten, så gik jeg ind til bladchefen meddelte ham, at jeg var interesseret i jobbet, fortæller Torkild Svane Kraft.
Sådan blev det. Og på torsdag er det 25 år siden.

Mange interesser
Han voksede op hos en kommis, der var tobakssælger og en hjemmegående mor, og ønsket om at hjælpe andre er nok grundlagt af, at han havde en bror med Downs syndrom, der desværre bare blev 16 år gammel.

- Min far røg faktisk slet ikke, det er bare en dårlig vane, jeg har fået, siger redaktøren og finder piben frem, så den er klar, når vi om lidt står ude i solen og betragter hans højt elskede veteranbil af mærket Morris Minor Traveller, eller Morris Bindingsværk, som den også bliver kaldt på grund af det synlige træskellet.

- Det er faktisk en meget sjov historie. Det er Mathias, der er skyld i, at jeg købte den, for da vi så sådan en holde på havnen i Roskilde, så spurgte han: Er I fattige far? Jeg har altid ønsket mig sådan en, og Birgitte hun sagde, så køb den da. Det overaskede mig, for hun er jo fra Vinderup, siger redaktøren og griner.

Hundetræning
Hyrdehunden Dexter, der er trænet til at finde forsvundne personer, hopper op bag i bilen, for at blive fotograferet.

Hunde, det har Torkild altid haft, og han er naturligvis redaktør på Bearded Collies medlemsblad, og han engagerer sig ofte som formand for eller medlem i bestyrelsen for de mange ting, som han laver ved siden af jobbet med at fylde siderne i ugeavisen.

- Jeg har faktisk fået en pris for at vende om og køre hjem, når jeg er ude med mountainbikeklubben. Den her omvendtcykel har Kund Petersen lavet til mig, siger redaktøren og finder en metalmodel frem af en cykel, der er bukket sammen på midten.

- Jeg er måske den dårligste i klubben, og det er også en sjov historie, for det er Faxe Kommunes skyld, at jeg købte min første mountainbike. De havde sådan en maskine, hvor man kunne få målt sin bodyage, og da jeg var 15 år ældre end min alder, så købte jeg en cykel for at kunne trille ved siden af Birgitte, når hun trænede til sine hel- og halvmaratonløb. Det viste sig, at der var flere andre mænd, som kørte ude i Sibirien, og så var Mountainbikeklubben Sibirien født, fortæller redaktøren, der også gerne cykler med sin kone.

- At vi kun er mænd i klubben skyldes måske, at vi kører mere risikabelt og tager de stejle ruter ad blandt andet Skansestien. Det kan jo koste dig et brækket kraveben, siger han og tager sig til skulderen.

På nær noget mavebrok, som han er opereret for, så er Torkild Svane Kraft sund og rask, og selvom han ikke holder store fødselsdagsfester, så vil han gerne fylde 80 år i den skønne villa på Alfavej, som Birgitte fandt til dem, så de kunne komme hjem til Faxe Ladeplads.

Af Nikolaj Rasch Skou

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Hvad med Østbanen?
- Motorvej Rønnede-Næstved tættere på
- Frisør Melissa - ny i Faxe
- Vi havde da håbet at kunne gøre lidt mere ud af jubilæet
- Påskeliljer til Røde Kors besøgsmodtagere
- Sigtet for at stjæle haveredskaber og chips
- Shell i Rønnede - nu med ny butik og masser af mad
- Levende musik i Haslev Kirke
- Louise Maria og Mads Werner åbner Werner Boliger
- Rute 54: Gisselfeld vil stille jord til rådighed gratis, hvis...
- Nyt kampvalg hos socialdemokraterne
- Fantastisk - det var en sløj omgang..
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst