Tanja Larsson kan fejre første år i Folketinget

Tirsdag 29. september 2020 kl. 10:08

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Tanja Larsson kan fejre første år i Folketinget
Tanja Larsson, her fotograferet i sin hjemby Faxe Ladeplads, har nu siddet i Folketinget i et år

Jubilæum: Det er gået stærkt for Tanja Larsson siden hun i oktober måned 2016 flyttede tilbage til Faxe Ladeplads. Hun blev valgt til byrådet i efteråret 2017, og i april 2018 blev hun Folketingskandidat i Faxe-Stevns Kredsen for Socialdemokratiet.

Der var sikkert ikke mange der regnede med at hun ville komme i Folketinget. Det var der nemlig ingen der havde opnået i Faxe-kredsen siden Thorvald Stauning, men en meget aktiv valgkampagne gav Tanja er super godt valgresultat.

Hun fik således flere personlige stemmer end Henrik Sass Larsen, der var opstillet i Køge-kredsen, men den lidt specielle tildeling af listestemmer, betød at Henrik Sass fik pladsen i Folketinget lige foran Tanja.

Så det gik som det plejer - Faxe-Stevns Kredsen fik ikke et folketingsmedlem - lige til Henrik Sass Larsen valgte at gå ud af Folketinget, og så var Tanja Larsson pludselig medlem af Folketinget.

Officielt var det fra tirsdag den 1. oktober 2019. Lige inden skrev hun under på at hun ville overholde Grundloven, men komme ind i Folketingssalen ved åbningen, som altid er den første tirsdag i oktober, måtte hun ikke.

Folketinget skulle nemlig først stemme om hvorvidt hun måtte få den ledige stol. Det skete den 3. oktober, og så var Tanja Larsson officielt Faxe-Stevns Kredsens første folketingsmedlem siden Stauning.

Og lige siden har hun haft lynende travlt, for der er meget man skal sætte sig ind i som nyt medlem af Folketinget. Rigtig meget.

- Vil man høres og have indflydelse, så gælder det om at have sat sig rigtig grundigt ind i tingene, og når de andre fornemmer, at man ved hvad man taler om, og ikke er bange for at sige sin mening, så lytter de, også selv om man er helt ny i Folketinget, siger Tanja Larsson.

10 udvalg - 4 ordførerposter

Det lokale Folketingsmedlem sidder i ikke mindre end 10 Folketingsudvalg, nemlig Børne- og Undervisningsudvalget, Europarådet, Europaudvalget, Forsvarsudvalget, Færøudvalget, Ligestillingsudvalget, Social- og Indenrigsudvalget, Sundheds- og Ældreudvalget, Transportudvalget og Udvalget for Landdistrikter og Øer.

Tanja Larsson er desuden Socialdemokratiets ordfører for Friskoler og efterskoler, Færdselssikkerhed, Færøerne samt LGBT+.

I den forholdsvis korte periode Tanja Larsson sad i Byrådet i Faxe Kommune, var hun medlem af et par udvalg, men det at sidde i et udvalg i et byråd og på Christianborg er meget forskelligt.

Når der var møde i et byrådsudvalg, deltog man i hele mødet. Sådan er det ikke på Christiansborg. Her deltager man kun hvis der er punkter oppe indenfor de områder hvor man er sit partis ordfører.

- Så møder man op når det punkt skal behandles, og når det er behandlet, så går man igen, siger Tanja, og fortsætter:

- Det er lige noget man skal vænne sig til. Til at begynde med syntes jeg det var meget uhøfligt, at man bare rejste sig og gik midt i det hele, selv om nogen andre var i gang med at tale, men nu kan jeg godt se meningen med det - det er umuligt at nå alt det man skal, hvis man skulle deltage under samtlige punkter på et udvalgsmøde.

Corona-krisen

Udover alt det Tanja Larsson skulle sætte sig ind i med hensyn til punkter på udvalgsmøder, gruppemøder, møder i Folketingssalen og meget mere - så kom Corona-pandemien fejende ind over landet.

Og så stod alle overfor et helt nyt problem - og det uanset om man var nyt medlem af Folketinget, eller politiker med mange år på bagen.

- Jeg er virkelig taknemmelig for hvordan vi taklede problemerne. Alle partier samarbejdede tæt, for at sikre at vi gjorde det rigtige. Vi var enige hele vejen rundt. Vi tjente folket godt, siger Tanja Larsson.

Senere er der så kommet små pip fra de forskellige partier, men nedlukningen af Danmark var alle partier enige om, fra Ny Borgerlige til Enhedslisten. Danmark stod sammen.

Lange arbejdsdage

Corona-krisen gav også mere arbejde til såvel ministre som menige folketingsmedlemmer. I det år Tanja Larsson har siddet i Folketingen har hendes arbejdsdage været på mellem 10 og 15 timer - weekender inklusive.

Det betyder at meget af det hun brugte tiden på tidligere har hun måtte sætte på stand by. Der er ikke tid til hundetræning, bordtennis i Faxe Ladeplads eller træning i Fit & Sund i Faxe.

- Og så ser jeg familie og venner alt for lidt. Faktisk har jeg været nødt til at lavet et skema så jeg husker at mødes med familie og venner - men jeg piver ikke. Jeg vidste jo godt, at sådan ville det være, siger Tanja Larsson.

Lokal forankring vigtigt

At passe sin kreds er vigtigt for Tanja, så derfor prøver hun, så vidt det er muligt, at være i kredsen hver mandag - og her mødes hun bl.a. med borgmestrene fra Stevns og Faxe, virksomheder, organisationer, foreninger og helt almindelige mennesker.

Det sidste oplevede Haslev Faxe Posten lige ud for SuperBrugsen i Faxe Ladeplads. Her havde vi sat hinanden stævne, for at høre hvordan det første år i Folketinget var gået.

Men det tog sin tid før undertegnede og Tanja Larsson kunne sætte sig cafeen i Frederiks Villa for at snakke - for der var mange der lige skulle spørge Tanja om noget, eller komme med en kommentar eller to til noget af det Socialdemokratiet har fået gennemført siden Mette Frederiksen blev statsminister.

Men det er bestemt ikke noget hun klager over. Tværtimod. For det er her hun hører hjemme, og det er vælgerne her fra området - altså fra Stevns og Faxe - hun repræsenterer på Christiansborg, så derfor er det vigtigt, at have tid til at lytte og snakke.

Fremadrettet håber Tanja Larsson på at have tid til at overvære byrådsmøder i Faxe og Stevns kommuner, ligesom hun håber på mere kontakt til Erhvervs- og Borgerforeninger i de to kommuner, så hun kan være endnu bedre rustet til arbejdet på Christiansborg - hvor hun jo er ordfører for blandt andet landdistrikter.

Helt lokalt var det Tanja Larsson der, under nedlunkingen af Danmark, startede en „uddelertjeneste” i Superbrugsen i Faxe Ladeplads - en ordning hvor brugsen pakkede varer og frivillige kørte dem ud til de mennesker der ikke selv kunne handle ind.

Tanja Larsson stod også for et socialdemokratisk sommermøder. Egentlig havde hun håbet på et folkemøde, men da Covid-19 satte en begrænsning på deltagerantallet, blev det altså „kun” til et socialdemokratisk sommermøde.

Inden mødet havde Tanja Larsson været i kontakt med en masse forretninger og virksomheder for at få gevinster til lotteri - og overskuddet herfra, og yderligere donationer fra virksomheder, gik til gode ferieoplevelser for familier bosat i Faxe og Stevns kommuner, der ikke har så gode økonomiske muligheder som andre.

Af Torkild Svane Kraft


© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- To gange allehelgen
- Strandvaskeren ved Faxe Ladeplads
- Tør du tage til Haslev på fredag?
- Bliver Haslev Danmarks smukkeste stationsby?
- OptikGalleriet åbner den nye butik næste torsdag
- Nyt spillertøj til Faxes U13
- Et liv med Kina - foredrag af Henrik Bjørn
- Verdens Gang: I alle de riger og lande...
- Peter Adolphsen fortæller om Rynkekneppesygen...
- Gå med til Sjællands højeste punkt
- Nu er veteranbussen blevet grundmalet
- Hygge og Kulturklubben må aflyse arrangementer
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst