Helt lokalt folkemøde tog sin spæde begyndelse

Onsdag 22. juli 2020 kl. 08:56

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Tanja Larsson, med stråhat, bød velkommen til det der måske kan udvikle sig til et lokalt folkemøde

Omkring 30 socialdemokrater havde sat hinanden stævne i Jeanette Capions store og smukke have i Kongsted tirsdag i sidste uge - og her blev der budt på pølser, salat, kaffe og kage og masser af snak om hvordan fremtiden bør se ud i Faxe og Stevns kommuner.

Initiativtager til „sommertopmødet” var folketingsmedlem Tanja Larsson. Hun bor ved Faxe Ladeplads og er valgt i Faxe-kredsen, der også omfatter Stevns - og hun vil gerne møde „folket”.

- Det lyder måske lidt højtravende, men da jeg jo er valgt af folket her i Faxe og Stevns, er det vigtigt for mig, at jeg mødes med folket her fra egnen. Ikke mindst fordi meget af mit arbejde jo foregår i København, siger Tanja Larsson, der er den første socialdemokrat siden Stauning, der er valgt til Folketinget i Faxe-kredsen.

- Jeg tror desværre ikke at Faxe-kredsen kan trække mere end ét Folketingsmandat, så derfor er det meget vigtigt at jeg mødes med alle vælgere - ikke kun Socialdemokrater, siger Tanja Larsson.

Alligevel var det kun Socialdemokrater der deltog i havemødet i Kongsted tirsdag i sidste uge, og det var der en kedelig grund til - corona.

- Jeg ville allerhelst, at det kunne have været et møde alle kunne deltage i, men på grund af restriktioner som følge af corona, så valgte jeg, at sommermødet kun er for Socialdemokrater denne gang, fortalte Tanja Larsson.

Men hendes håb er, at det kan være starten på et folkemøde for Faxe og Stevns kommuner. Et forum hvor man kan snakke om det der har betydning for vores område
.
De nære ting

Derfor var det da også de helt nære ting, det der betyder noget for borgerne i de to kommuner, der blev snakket om - men set i et større perspektiv end blot det kommunalpolitiske.

Pia Paaske, der er sektorformand for social og sundhed i FOA, og Henrik Tonnesen, der er formand for NNF, kom med et par skarpe indlæg som optakt til debat.

Og det er to personer der ikke lægger fingrene imellem. De siger tingene ligeud, så det ikke er til at misforstå hvad de står for, og hvad de anser for vigtige emner.

Uddannelse er vigtigt at gøre noget ved, sagde Henrik Tonnesen - og ikke mindst mulighederne for at unge kan komme til og fra uddannelsestederne, og så skal vi lære at arbejde på tværs af kommunerne her på Sjælland, mente han.

Pia Påske, der bor i Karise, tog udgangspunkt i Tove-sagen fra Aarhus. Altså sagen hvor en ældre dement kvinde, er blevet behandlet meget ydmygende på et plejehjem.

Sådan noget gør Pia Paaske trist. Under corona var sundhedspersonale dagens helte. Nu er de nogle forfærdelig dårlige mennesker - men er de nu også det?
Og så fremførte Pia Paaske at nedskæringer, og dermed manglende penge til plejeområdet, naturligvis presser medarbejderne.

- I politikere glemmer konsekvenserne. Det ser måske meget godt ud på et stykke papir, men helt anderledes i virkeligheden, sagde hun.

Løs opgaven - find pengene

Der er stor mangel på plejepersonale, social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter samt sygeplejersker, hvorfor der ofte ansættes ufaglærte medarbejdere - og det dur ikke. Det højner bestemt ikke kvaliteten.

- Og hvordan er det så vi gør når der er problemer? Vi ser hvor mange penge vi har, og hvordan vi kan løse problemerne derudfra. Det er helt galt. Lad os sætte os ned, tale om hvordan vi kan gøre det bedre - og når vi har fundet ud af det, så finder vi pengene, sagde Henrik Tonnesen. Kun på den måde bliver det bedre.

Flere deltagere i sommermødet mente, at netop nu har vi chancen for at ændre på tingene. At gøre det bedre. At finde flere penge til velfærd efter mange års nedskæringer - for nu har vi en Socialdemokratisk regering. Men nu var det jo også kun Socialdemokrater der deltog i mødet...

Regionsrådskandidat

Faxe-kredsen har fået et medlem i Folketinget - nu skal der også være lokal repræsentation i Regionsrådet. Derfor stiller Steen S. Hansen op til regionsrådsvalget til næste år.

Steen S. Hansen er 60 år gammel, bosat i Hårlev og mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune. Til daglig er han kørselsansvarlig ved Københavns Politi.

Steen S. Hansen vil, hvis han bliver valgt, arbejde for bedre forhold i psykiatrien, ikke mindst for børn og unge - ligesom han vil arbejde ihærdigt for bedre transportmuligheder.

- Kan unge fra Stevns ikke gå på gymnasiet i Køge, så skal der altså være gode transportmuligheder til Haslev og Næstved. Det er jo helt galt, når de unge skal tage toget til Køge og her skifte til tog til Haslev og Næstved. Der bør være en forbindelse på tværs også, og det skal regionen sørge for, sagde Steen S. Hansen.

Hjælp til familier

Mange familier i Stevns og Faxe har det svært - både generelt og ikke mindst på grund af corona, og for mange børn er det ikke rart at komme tilbage til skolen, hvor de andre fortæller om alle deres oplevelser, mens man måske ikke selv har oplevet noget spændende i ferien.

Derfor satte Tanja Larsson sig for, at sommermødet også skulle handle om at skaffe gode oplevelser for trængte børnefamilier. Og det lykkedes. Også i den grad.

Ikke mindre end 100 gode oplevelser, lykkedes det hende at få fagforeninger, forretninger og virksomheder til at give til trængte familier - og samtidig var der en tombola, også med gevinster fra lokale forretninger og virksomheder, og overskuddet derfra går også til trængte familier i de to kommuner.

- Sammen med udsatterådene i Stevns og Faxe kommuner finder vi nu ud af hvem der skal have glæde af oplevelserne, sagde Tanja Larsson.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Spøgelsesbilist på motorvejen var fuld
- Mød Børns voksenvenner i Haslev Bio
- Tag på udflugt og se gamle høstmaskiner
- Længe undervejs, men nu indvies fredsrelieffet
- Forsvarsbrødrene inviterer på tur Møn og Masnedø
- "Spar på skinnerne, og giv os skilte"
- Viktor Haugshøj Jensen udstiller på Haslev Bibliotek
- Mænds Mødesteder genåbner efter lang corona-pause
- Politiet beslaglagde 24-årigs bil
- Stor donation fra Carglass til Faxe Røde Kors
- Verdens Gang: Jeg er krænket, altså lever jeg...
- Haslev Station genopføres - i miniformat (Video)
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst