Åbent brev til borgmesteren: Hvad mon dronningen vil sige?

Fredag 19. juni 2020 kl. 14:03

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Åbent brev til borgmesteren:  Hvad mon dronningen vil sige?
Indlæg af:
Dennis Lund,
overdrevsvej 71,
4640 Faxe.


Når skovene brænder, luften er tyk af røg, isbjergene bryder i store flager, vandet stiger til det absurde og regnskyl pakker landsbyer ind i mudder, så skal man handle og ikke bare bortforklare klimakrisen - alt andet vil være stupidt. Men det er ikke ensbetydende med, at ethvert grønt tiltag skal have fripas.
Det er netop hér skoen trykker!

Solcelle-planen for Jomfruens Egede nord for Faxe er et eksempel på, at et privat initiativ skal nyde fremme i ly af et grønt image, fordi en bagved liggende business-case ser profitabel ud for godsejer m.fl.… men ikke for borgerne.

Projektet sætter sig eklatant mellem to stole. Hver dag taber solenergien terræn til vindkraften, fordi vind er billigere, mere driftsikkert, lagringsproblemer er tæt på at blive løst, produktion og drift kan ske i Danmark, det tager mindre plads op og det er langt mere tåleligt for landskabet - ikke mindst med nye møller til havs. Lige nu planlægges der vindkraft for det 3-4 dobbelte af, hvad vi har i dag. Der er fart på!

Solcellerne på godsets jorder (ca 200 ha) er for mange til lokal forsyning og alt for småt, hvis det skal gavne langt ude på nettet. Solceller kan noget på husstandsniveau, små boligforeninger og store flade industritage. Her konkurrerer de fint med vindkraft, især hvis energien går lige ind i fabrikken. Men godsejerens projekt er for lille til at være stort og for stort til at være lille!

Hvorfor skal egnen så plages med store sorte glasmarker på 2.5 m høje stativer, der beslaglægger god landbrugsjord? Det smadrer et herregårdslandskab, som kommunen selv har bogført som meget værdifuldt og man pakker hele landskabet ind i en karakterløs beplantning, der lægger sig som grøn ståluld langs vejkanter og skel?

Projektet vil de næste 10 år stå som bøjet i neon, set fra alle sider, uanset levende hegn. Det kommer slet ikke frem i planens illustrationer. Efter 10 år er restlevetiden på solcellerne max 20 år. Det er stadig meget, men ikke meget for at ødelægge et unikt 3-400 år gammelt herregårdslandskab, der aldrig kommer tilbage. Dronningen ville have sagt, at det er dumsmart!

Uden at belaste borgmesteren med planens forskellige fejl og tåbeligheder, skal jeg blot betone, at det er et yderst ringe bestillingsarbejde, som tilsyneladende skal dække over en pseudo-grøn politik, som kommunen heller ikke redegør for i planen. Der er ingen målestok, intet eksakt, men kun forblommede vendinger i planen.

Kommunen går lodret imod sin egen kommuneplan, landskabsanalyse og turismepolitik. Der lades hånt om herregårdslandskab, jordbonitet, godsets bygninger og kulturhistoriske spor. Det står sort på hvidt i planen. I dette fremtidens herregårdslandskab kan vi så vandre rundt, som om vi befandt os i bunden af en karsebakke.

En plan af den kaliber bør ikke gennemføres uden en meget grundig diskussion, når man så radikalt forlader det planlægningsgrundlag, man selv har vedtaget og lovet borgerne. Det grænser til det ikke-lovmedholdelige og er i hvert fald en hån mod borgerne.

Jeg er rystet, fortvivlet og har mest lyst til at vende tilbage til København. Her geråder mafiaen også, men er i det mindste under et vist opsyn fra den kritiske masse.

Hvad siger du så borgmester?


© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Sundhed skal leveres klogere - og tættere på borgeren
- Der er plads til forbedring
- Hvordan skaber vi vækst og erhverv i Region Sjælland?
- Plads til historie
- Uheldige parkeringsregler
- Pårørendevejledning skal også være for børn
- Fritiden forsvinder...
- Blomsterhilsen til Park og Vej
- Alternativt budget fra S, SF og Enhedslisten
- Ole Vive svarer
- Til borgmester Ole Vive
- Turbo på velfærden
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst