Vietnameserne fejrer 45 år i Danmark med stort sportsstævne og fest for alle i Haslev

Onsdag 11. marts 2020 kl. 09:02

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

De mange vietnamesere er her fotograferet i Aalborg Lufthavn lige efter ankomsten til Danmark den 30. april 1975

Den 30. april 1975 landede der, tidligt om morgenen, et fly i Aalborg Lufthavn. I flyet sad der 204 vietnamesiske børn og unge, der hurtigt fik betegnelsen Becker-børnene.

Det var nemlig Henning Becker der fik børnene til Danmark, og han vil sandsynligvis være tilstede når Vietnamesisk Kultur & Idrætsforening i Haslev inviterer til stort sportsstævne og jubilæumsfest på Nordskovsskolen i Haslev den 10. og 11. april.

En af de unge der pludselig stod i lufthavnen i Aalborg den 30. april var Manh Lam. Han kom senere til Haslev, og er formand for Vietnamesisk Kultur & Idrætsforening i Haslev.

Manh Lam fortæller til Haslev-Faxe Posten at han gik på en form for kostskole i Vietnam, men at man hele tiden måtte flytte, eller flygte, på grund af borgerkrigen.

Henning Becker var på kostskolen, og da krigen var på sit værste, lige før Sydvietnam faldt, fik han børnene ud af landet og til Danmark.

Forfærdelige oplevelser

Manh Lam kan berette om mange forfærdelige oplevelser under borgerkrigen. Ikke mindst da han reddede sin senere kones liv under heftige bombardementer og skyderier.

Den gang var Manh Lam og Knop Thi Lam kun 12 år gamle og slet ikke kærester. Det kom først langt senere. Men pludselig blev de fanget i bombardementerne og Knop blev ramt af granatsplinter i halsen, selv om de forsøgte at gemme sig i en hul i jorden.

Manh forsøgte efter bedste evne at stoppe blødningerne, men der gik mange timer før bombardementerne stoppede, og han kunne få fragt Knop på et hospital.
Heldigvis overlevede hun. Senere blev de kærester, og blev iøvrigt det første vietnamesiske par der blev gift i Danmark. De seneste mange år har parret boet på Morbærvej i Haslev.

Til Livø

Da „Becker-børnene” var ankommet til Danmark blev de midlertidigt indlogeret på Livø - en lille ø i Limfjorden.

Senere kom de til Roskilde, og senere igen, i 1976, kom en mindre gruppe til Faxe Ladeplads, nærmere bestemt til Kystsanatoriet, som de fleste nu kender som Strandgården.

I 1978 var der så igen flyttedag for de unge mennesker, og denne gang var det til Haslev, hvor de blev indlogeret i bygninger under Håndværkerhøjskolen.

De mange unge vietnamesere blev et aktiv for Haslev. De blev hurtigt integreret i samfundet - ikke mindst takket være sport.

Rigtig mange af dem begyndte at spille volleyball og fodbold i Haslev. I volleyball havde de deres eget hold der spillede i serie 1 - ikke fordi de andre i klubben ikke ville spille sammen med vietnameserne - for det gjorde de under træningen og andet samvær i Haslev KFUM. Det var udelukkende fordi man syntes det var lidt sjovt med et rent vietnamesisk hold.

- Der blev taget rigtig godt imod os i Danmark og ikke mindst i Haslev. Det er vi meget taknemmelige for, siger Manh Lam, der håber mange vil deltage i jubilæumsfestlighederne.

Kom til idrætsstævne

I anledning af at det er 45 år siden vietnameserne kom til Danmark inviterer Vietnamesisk Kultur & Idrætsforening i Haslev alle til idrætsstævne fredag den 10. april i Nordskovhallen.

Fra kl. 9 til 13 er der fodboldstævne. Her skal der være 5 spillere på banen og et hold må højest bestå af 7 spillere.

Mellem kl. 14 og 15.30 er der veteranfodbold.

Fra kl. 14 til 20 gælder det badminton i herre-single, herre-double, dame-single, dame-double og mix-double.

Mellem kl. 9 og 13 er der volleyballstævne. Der spilles i Herre A og Herre B samt Mixhold også i A og B. På Mix skal mindst to spillere være damer.

Der tages gebyr for deltagelse, bortset fra veteranfodbold der er gratis.

Tilmelding til Manh lam på 2897 7114 eller Sarah Thi Lam på 2639 0706.

Hvis forretninger eller virksomheder har lyst til at give nogle gaver til præmier, er man meget velkomne til at kontakte Manh Lam.

Jubilæumsfest

Lørdag den 11. april er der stor jubilæumsfest i Nordskovskolens festsal. Den starter kl. 17.

Her bydes der på en lækker asiatisk buffet, kaffe og kage, natmad og underholdning - og masser af hygge.

Manh Lam fortæller at Henning Becker vil deltage i festen, hvis hans helbred kan holde til det. Han er 78 år.

I forbindelse med jubilæumsfesten vil der være gæsteoptræden af mange vietnamesere, der nu bor rundt om i hele verden.

Alle er velkomne til jubilæumsfesten. Prisen er 150 for børn mellem 6 og 12 år. Alle under er gratis, mens dem over 13 år skal betale 300 kr.

Tilmelding til Manh lam på 2897 7114 eller Sarah Thi Lam på 2639 0706.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Sejre og nederlag til Faxe
- Sommercafé i Haslev Kirke med højskolesang
- Få dit arrangement på hjemmesiden haslev150.dk
- Røveri i Haslev i går
- Novo Nordisk Fonden støtter Hylleholt-lærers udviklingsarbejde
- Helende sommermorgener i Terslev Kirke
- Ny chef for kommunens Center for Sundhed & Pleje
- Så kom juniorerne i gang i Rønnede Golfklub
- Fantastiske oplevelser til halv pris hele sommeren
- Sam’s Pizza - nyt spisested i Haslev
- Veras Verden fejrer 1 års fødselsdag i weekenden
- Hils på Linse Kessler i Boghuset i Faxe
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst