Ingen discountløsninger på Østbanen

Fredag 21. februar 2020 kl. 14:33

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Ingen discountløsninger på Østbanen
Indlæg af:
Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
Peter Jacobsen, 1. næstformand og formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Sjælland.
Jacob Jensen, anden næstformand for regionsrådet i Region Sjælland, MF.


Den 28. januar blev det offentliggjort, at Transportministeriet sammen med Region Sjælland laver en supplerende undersøgelse på Østbanen. Det undersøges, om der er potentialer ved en såkaldt BRT-løsning, populært også kaldet „tog på gummihjul”. BRT-undersøgelsen gennemføres sideløbende med den undersøgelse af sporrenoveringen, vi fra Region Sjællands side allerede har sat i gang. Begge undersøgelser er færdige til sommer.

Flere har rejst spørgsmålet, om Region Sjælland er i gang med at implementere en discountløsning på Østbanen, der forringer den kollektive trafik. Den frygt vil vi gerne afmontere. Østbanen er en livsnerve for den kollektive trafik i Region Sjælland og vi er sammen med transportministeren helt enige om, at en forudsætning for overhovedet at gå videre med en BRT-løsning er, at serviceniveauet som fx transporttider, komfort og antal afgange er minimum det samme eller bedre, end det var før hastighedsnedsættelsen på Østbanen i december.

Inden vi kommer så langt, skal vi dog have lavet undersøgelsen først og have mere viden om bl.a. samlet transporttid, tidsperspektiv, klimapåvirkning, økonomi til anlæg og drift af en BRT-linje.

Opsummeret betyder det således at vi nu arbejder med to sideløbende undersøgelser- én omkring en sporrenovering samt én om en BRT-løsning. Fremtidens Østbanen skal have minimum samme service niveau, som vi kendte før hastighedsnedsættelsen, dvs. samme antal afgange, samme transport tid og komfort på samme niveau.

Vi fortsætter arbejdet med at få prioriteret penge fra Folketinget til at løse opgaven på Østbanen og den nye undersøgelse forpligter ikke Region Sjælland. I regionsrådet skal vi derfor efter sommerferien tage endelig stilling til, hvilken model vi vil arbejde videre med i forhold til Østbanen. Det vil vi gøre på baggrund af den viden, som vi får fra de to undersøgelser. Det står selvfølgelig regionsrådet frit at vælge den løsning, som regionsrådet finder bedst for borgerne og brugerne af Østbanen.

Gruppeformændene for samtlige partier i Region Sjælland mener, det er rigtigt også at lave den supplerende undersøgelse af en BRT-løsning, for at få klarhed over hvordan vi skaber den bedste service i fremtiden til borgere og brugere af Østbanen. Vi er blandt alle partier også enige om, at denne undersøgelse ikke forpligter os. Det betyder, at vi kan tage den politiske beslutning som vil give den bedste service til vores borgere, når begge undersøgelser foreligger.

Vi står i en situation hvor Region Sjælland ikke har de nødvendige mange millioner kroner til en renovering af Østbanen. Derfor er vi både glade og taknemmelige over det store opbakning, vi har oplevet fra borgere og kommuner, til kravet om nye penge til renovering af Østbanen.

Vi har desuden med glæde noteret os, at flere partier på Christiansborg har meldt positivt tilbage på opgaven med at finde penge til opgaven. Det arbejde fortsætter vi selvfølgelig også de kommende måneder, i øvrigt i tæt samarbejde med alle gode kræfter i Folketinget, i kommunerne og i regionsrådet.

Østbanen er en livsnerve for rigtig mange borgere. Derfor kæmper vi med næb og klør for at sikre, at der også fremover er et stærkt kollektivt trafiktilbud til borgerne på Stevns – og i den øvrige del af Region Sjælland.



© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- 300 synsprøver klaret på tre dage - i Gambia
- Heidis kontakt til sine elever går nu via chatforum
- Bøgerne til den afgørende SRP blev fanget på Haslev Bibliotek
- Y’s Men aflyser cykelløb
- Jo, der er stadig fartkontroller
- To lokale valgt til Møns Banks repræsentantskab
- Genbrugspladser åbner igen - men...
- Det var ligegodt pokkers
- Aflysninger
- Politiet advarer mod Corona-svindel
- Hør de lokale præster i Radio Rollo
- Hanne vil gerne sige tak - men til hvem?