Et ubegribeligt og forunderligt sygehus

Onsdag 26. februar 2020 kl. 08:54

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Et ubegribeligt og forunderligt sygehus
Mik Hagenbo i aktion i træningsafdelingen på Grøndalscenteret i Haslev

Sygdom: Ingen ynk og intet unødigt føleri. Men jeg må skrive om mine oplevelser som patient i det danske sygehusvæsen.

Jeg har været indlagt på Sjællands Universitetssygehus i Køge. Et lille sår under foden blev til 3 operationer. Jeg er således nu at betragte som krøbling med det ene ben amputeret under knæet.

Men denne tekst handler ikke om sygdom, men om et ubegribeligt og forunderligt sygehus.

Når man pludselig ligger der, og skal have hjælp til alting, føler man naturligt nok en stor afmagt. Men inden man når dertil, skal man jo lige indskrives. Det blev ret hurtigt klart, at jeg skulle indlægges. Men mens vi ventede på det, blev jeg anbragt i et lille værelse, hvor alverdens elektronik blev påhæftet min krop. Af uransagelige årsager på en måde, så jeg ikke kunne bevæge mig.

Efter en times tid skulle jeg af med vandet, og ville ringe efter hjælp, - enten med at blive viklet ud af ledningerne eller evt. at få en kolbe. Der var bare ikke nogen ringeklokke. Så råbte jeg gentagne gange højere og højere uden at der skete noget som helst. Efter ca. 45 minutter fik jeg endelig hjælp, - og stukket en kolbe i hånden.

I forsøget på at sno mig op at sidde og samtidig anbringe kolben fik jeg så ladet mit vand, - men også gjort mine bukser godt og grundigt våde. Velkommen til Køge Sygehus.

Det næste der skete var, at en rar dame skulle have svar på en lang række spørgsmål om alverdens perifere emner. Og her må jeg lige springe i teksten.
Måske har læseren hørt om Lean-processer. Det handler kort og godt om at undgå unødvendige tidskrævende handlemåder. Som gammel pølsemand i København, ved jeg alt om indretning af pølsevogne, så kunderne kan ekspederes hurtigt og uden spildtid for personalet. Hvis pølsevogne var lige så tosset indrettet som hospitaler, ville folk dø af sult.

Jeg kunne mageligt have besvaret spørgsmålene på en iPad. Men ok, - hvis man har personale nok…

Første operation

Jeg blev indlagt og skulle opereres næste dag. Man ville fjerne lilletåen. Operationen forløb fint. Det var første morgenoperation og der var en hyggelig morgenstemning på stuen. Under operationen hyggesnakkede kirurgen med en kollega, der stod og nød sin morgenkaffe. Jeg tror ikke, at det betyder noget for resultatet, -selv om det efter en uges tid viste sig, at der skulle fjernes mere af min fod.

Stuen jeg lå på var udstyret med et vindue, som kunne åbnes på flere måder. Uanset hvilken man valgte lukkede det i ved første vindpust. Da jeg jo ikke selv kunne nå til vinduet, måtte det søde personale gentagne gange om dagen lukke det op igen. På et tidspunkt var der en fandt ud af at vikle gardinet rundt om vinduet. På den måde forblev det åbent helt frem til første større vindstød. Må jeg anbefale sygehusvæsenet en vindueskrog!

På denne to-sengs stue var der luksuriøst opsat to tv-apparater. Fjernbetjeningen til mit virkede ikke. Til gengæld reagerede det hver gang min værelseskammerat skiftede kanal på sit tv. Der skulle gå over en måned, før jeg fik en brugbar fjernbetjening.

Den rare sygehjælper viste mig ellers, at den virkede, hvis man holdt den helt hen til fjernsynet, - men jeg lå jo nogle meter væk og kunne ikke komme op fra sengen - slet ikke efter anden operation.

Èt enkelt apparat virkede

Hver dag fik man taget sin temperatur. Afdelingen rådede over et enkelt funktionelt moderne termometer, man bare skulle holde mod panden. Der har været kamp om det termometer, - for som oftest var det et øretermometer, der blev benyttet. Det voldte personalet en del problemer, - men pyt - de har vel tid nok!

Mht. at tage blodtryk virkede apparatet på den måde, at det bippede konstant - også når det ikke var i funktion. Når det af og til blev efterladt på stuen, gik det direkte på de i forvejen flossede nerver. En af de søde ansatte meddelte frejdigt, at det kun bippede, fordi det ikke var ladet op. Så har jeg et forslag!

Toilettet glimrede ved at have en størrelse som ville have passet fint til en etværelses lejlighed i Vanløse. Alt for småt og tidskrævende for personalet når man skulle manøvrere rundt med en kørestol, der dårligt kunne være der.
Blandingsbatteriet til bruseren var defekt, så temperaturen konstant skiftede. Da jeg alligevel ikke kunne komme i bad, betød det ikke det store for mig.

Jeg kunne dog vaske mig ved håndvasken, - men ville gerne have brugt bruseren til at vaske hår. Det kunne man så ikke, da slangen til brusehovedet fra bruseren lige akkurat var for kort til at nå over til håndvasken!

Når man bor i sin seng, og skal have hjælp til alting, bliver man fuldstændig afmægtig. Jeg kan ikke nok understrege at personalet var fantastisk. Heidi, Lone og Angelica m.m.fl. fik mig igennem en svær tid.

Det kan man så ikke sige om maden. Med sukkersyge, nedsat nyrefunktion og et stort behov for proteiner, er spisekortet uegnet. Det er altså en joke når lægen står og fortæller, at man skal spise tre gange så meget protein som til hverdag og spisekortet så på ingen måde spejler den situation. Jeg bestilte æggemader i en grad, så jeg nu har fået lede ved æg.

Anden operation

Ret hurtigt blev det klart, at jeg skulle have bortopereret hele forfoden.
På trods af den smule jeg spiste, fik jeg en forstoppelse i maven som gjorde virkelig ondt. Jeg bad gentagne gange om et lavement, men det mente man ikke, jeg skulle have. Da jeg blev afhentet til anden operation, var jeg ved at gå til af mavesmerter, og den sygeplejerske, der skulle gøre mig klar til operationen bevilgede endelig et lavement, og så var al smerte væk.

Jeg tjekker dig jævnligt - men jeg så hende aldrig mere

Samme sygeplejeske lovede så at tilse min raske fod jævnligt, så den ikke tog skade af bare at ligge. Det var trods alt den sidste hele fod jeg havde. Hende så jeg så aldrig mere. Dette mønster gentog sig mange gange.

En morgen kom sygeplejersken ind på stuen, - stoppede op, og sagde at hun lige skulle have noget at drikke, så ville hun komme igen. Hende så jeg ikke resten af dagen. Da jeg ret sent i forløbet skulle have udleveret en kørestol, var den monteret med et jernrør, der prikkede ind i mit ben. Den rare mand der leverede rullestolen sagde, at han ville fikse det med jernrøret om mandagen.

Nå - ham så jeg heller ikke mere, så der kom selvfølgelig et sår. Anden operation forløb glat - de fjernede en god bid af foden.

En regulær skideballe

Da jeg blev kørt tilbage til stuen havde jeg oparbejdet en ret omfattende tissetrang. Jeg skulle altså bruge en tissekolbe, hvilket jeg fik råbt fra den rullende seng til en klump personale der stod ved døren til deres mødelokale. Så gik fanden løs - og jeg fik en regulær skideballe.

Jeg tror hun var oversygeplejerske. I hvert fald fik jeg at vide, at de skulle have møde, og det var altså meget vigtigere end at jeg skulle tisse! OK - man kan jo selvfølgelig altid tisse, - det er bare et spørgsmål om hvor man tisser henne!

I forbindelse med operationen var der lagt en vacuum-indretning ned i operationssåret. Den bippede så man skulle tro, det var en af de afladede blodtryksmålere. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle trykke på start når den larmede, så ville den virke igen. MEN - senere om aftenen bippede den igen, og min kæreste kiggede på apparatet, - og der stod klart i displayet, at suget var stoppet til.

Den virkede altså ikke. Vi tilkaldte hjælp. Ført kom en rar ældre dame, - formentlig en for længst pensioneret plejer, indkaldt som vikar til en aftenvagt. Hun kendte intet til apparatet, men kunne da godt prøve at trykke på nogle af knapperne.

Jeg bad hende om at finde en, der havde en egentlig viden om sugeapparatet! Selve suget ligger helt nede i operationssåret, og det kræver noget indsigt at skifte den. Det var der ingen på denne aftenvagt der havde. Ved et mirakel var der en engel på en anden afdeling, der slet ikke havde tid, men som heller ikke kunne se på, at den ikke virkede. Hun fik fat i et apparat der virkede, - fik pillet hele forbindingen af, og fik sat det nye sug i.

Efter disse operationer bliver man godt medicineret med antibiotika. Dette sker med drop gennem en særlig kanyle der sættes i armen. En ny portion hver 6. time. Desværre holder nålen til droppet kun kort tid, og dagen efter operationen, virkede droppet ikke. Sygeplejeren, der skulle sætte droppet til, meddelte at hun ikke kunne lægge sådan et drop, hvorefter hun forsvandt.

Nu gik tiden. Jeg ringede talrige gange, men ingen reagerede på mine kald. Stativet med de to flasker antibiotika stod ude midt på gulvet. Efter 3 ½ time var der stadig intet sket, og jeg indså, at der måtte en ekstraordinær indsats til for få den vigtige medicin.

Ringede til hospitalet - fra hospitalet...

Et kort øjeblik overvejede jeg at ringe efter en ambulance, men ved nærmere eftertanke besluttede jeg at ringe til hospitalet. Som tænkt således gjort. Jeg ringede til Køge sygehus og bad om at tale med en fra anæstesi-afdelingen, idet jeg gik ud fra, at de ville kunne lave den slags.

En sjov samtale hvor jeg meddelte at jeg lå på den og den afdeling stue 10, og at jeg gerne ville have min medicin, så jeg kunne blive rask. De var noget forundrede, men sendte straks en sygeplejeske med et apparat der formentlig ville kunne finde guld i Nebraska. I hvert fald tog det et splitsekund, så havde hun fundet en brugbar blodåre og efter endnu et splitsekund havde hun også lagt droppet. Der er ikke noget som fagfolk! Medicinen på gulvet var i mellemtiden blevet for gammel, men pludselig var alle så hjælpsomme, så det blev også klaret. Dette er bare et tip til andre indlagte med samme problemer!

Tredje operation

Nå, - foden stod ikke til at redde, og den eneste udvej var at amputere højre ben lige under knæet. Jeg skulle lokalbedøves. Operationen blev udsat cirka 6 timer. Da kirurgen lige knipsede på underbenet før operationen viste det sig, at bedøvelsen slet ikke virkede! Så fik jeg et par knockout dråber - altså fuld bedøvelse, men så slap jeg da for at høre på saven.

Efter noget tid på genopvågningen meddelte den rare plejer, at „nu var de klar til at tage imod mig oppe på afdelingen”. Det så jeg frem til, da jeg var ret tørstig efter en række udskydelser og deraf længere faste. Vel oppe på stuen ringede jeg på klokken. Det gjorde jeg en del gange, og endelig - efter 40 minutter - gik døren op.

Det var en ældre morlille i kittel, som gik rundt med det bippende blodtryksapparat og samlede på blodtryk. I lyset af at mit blodtryk var blevet målt cirka hver 10 minut hele dagen, prøvede jeg at gøre hende det klart at et glas vand var, hvad der var brug for. Det fik jeg, - og tak for det.

Men af og til er der pludselig en vagt, hvor de der er der, ganske enkelt ikke holder niveau

Hele personalesituationen er noget forunderlig. Der er mange dygtige og myreflittige medarbejdere. Men af og til er der pludselig en vagt, hvor de der er der, ganske enkelt ikke holder niveau overhovedet. Det er selvfølgelig nødløsninger, men som patient var der faktisk tidspunkter, hvor jeg var fuldstændig utryg, hvis der nu skulle ske noget.

Nå, - det der med drop i armene virkede ikke, og nu besluttede man, at jeg skulle have et drop oppe ved halsen. Dette kræver et lille operativt indgreb, men det skulle jeg tage helt roligt. Man holdt således op med at give antibiotika, idet man ventede til en kirurg havde tid til lave dette lille indgreb. Nu gik tiden igen. Faktisk gik der over et døgn uden der skete spor. Der manglede således 4 portioner antibiotika lige efter en amputation.

I mellem tiden var min temperatur steget gevaldigt, og jeg er ikke dummere end at jeg var klar over, at den manglende antibiotika selvfølgelig havde givet frit spil for infektion. Da der absolut ingenting skete, benyttede jeg det gamle trick, og ringede til hospitalet igen. Denne gang skete der ingenting. Først da en af de skrappe sygeplejersker på afdelingen bevægede sig ned på operationsgangen og spurgte hvad de egentlig havde gang i, fandt de tid til det lille indgreb.

Jeg fik først en ny portion lokalbedøvelse. Mens den fik tid til at virke, spurgte lægen mig om jeg vidste, at man risikerede at punktere lungen ved indgrebet. Det gjorde jeg ikke, - men hvad i alverden skulle jeg egentlig svare? Var der alternativer jeg ikke kendte – eller hvordan?

De snittede og jeg kunne få min medicin igen.

Den megen medicinering havde påvirket mine nyrer voldsomt, og jeg skulle derfor have en masse væske med drop, for at skylle systemet igennem. Da man altså i den periode ikke kunne lægge drop, fandt man ud af, at jeg skulle drikke uanede mængder vand. Det har været fremme at fangerne på Guantanamo-basen blev udsat for waterboarding. Nu har jeg en klar fornemmelse af denne torturforms virkning, - så jeg skal ikke være terrorist!

Tredje operation så ud til at lykkes, og efter nogen tid blev jeg gjort klar til at komme videre til et rehabiliteringscenter i Haslev. Som mange andre gange i forløbet fik jeg to – tre forskellige meldinger om hvad der skulle ske og hvornår. Torsdag kom en læge forbi, og fortalte at jeg skulle videre „i næste uge”. Fredag morgen kom sygeplejersken og sagde ”ja, - du skal jo videre i dag”!

Rehabiliteringen i Haslev

Rehabiliteringscenteret i Haslev udmærker sig ved at have et fantastisk personale. Mange bliver åbenbart udskrevet lidt for tidligt fra hospitalerne, og de skal så samles op på rehabiliteretingscenteret. I kælderen ligger et godt træningscenter, og også her er personalet kompetent, positivt og velfungerende.

Der er en lille egenbetaling for at være der, og så skulle alt jo være godt. Det er det bare ikke. Maden er en komplet katastrofe. Stegt flæsk, kogt flæsk, paneret flæsk, revelsben, bayerske pølser, kærnemælkssuppe.

Sidste besked fra hospitalet var, at jeg skulle sørge for at spise 3 gange så meget protein som normalt, da det ville hjælpe på sårhelingen. Selv trænede laboratoriemedarbejdere ville får svært ved at finde bare et enkelt protein i den varme mad man serverede. Læg dertil at der ofte var for lidt mad.

Salat så man aldrig!

Til dessert fristede man ofte med en oversødet frugtgrød. Stikkelsbær er kendte for at være ret skarpe. Her lykkedes det at lave en stikkelsbærgrød, som var så hvinende sød, at den var uspiselig. Hvorfor i alverden laver man ikke en grød som folk så selv kan komme sukker på. Til gengæld var der rigeligt fløde!

Til frokost var der smørrebrød. Alt med mayonnaise pløjet på. Cervelatpølse, fuglekvidder, makrelsalat o. lign. Skulle der være et stykke med lødigt pålæg, skulle man være hurtig, da alt blev stillet frem på to fade med cirka 2 stykker til hver.

Ud over fløden til den oversødede grød, serverer man også mælk til maden. Her er det mest sødmælk og letmælk der stilles frem. Minimælk kan forekomme på gode dage, men skummetmælk slet ikke findes. At der er mindre fedt og flere proteiner i skummetmælk anfægtede ikke køkkendamen, der kækt meddelte at sødmælk var sundere end skummetmælk! Skummetmælk fra Tiese Mejeri som bruger Jersiekøer har i øvrigt 15 % mere protein.

Jeg har oplevet familier gøre det samme på hospitaler i Mellemøsten

Med sukkersyge og et behov for proteiner blev løsningen at kæresten bragte mad og skummetmælk ud til centeret. Jeg har oplevet familier gøre det samme på hospitaler i Mellemøsten!

Det er åbenlyst, at maden er helt uegnet til syge mennesker på et rehabiliteringscenter. Dog var der mange af de helt gamle, der synes at det var dejlig mad. Det har sikkert givet mindelser fra barndommen i efterkrigstidens nøjsomme køkken. Jeg synes ikke, at der er nogen undskyldning i en ellers borgervenlig kommune for det niveau maden har. Det handler ikke meget om økonomi, men mere om tilgangen til hvad maden skal indeholde, - og hvad de der skal rehabiliteres har behov for. Med mindre selvfølgelig at man har en bagtanke om at beholde patienterne lidt længere!

Nu er jeg endelig hjemme og nyder godt af hjemmeplejen, som bare fungerer. Hjælpemidler, hjælp til hverdagen, - god genoptræning - det spiller max!

Af Mik Hagenbo

Mik Hagenbo bor i Skuderløse, han har været tilknyttet Haslev-Faxe Posten i en periode.

Mik har arbejdet som pølsemand i København, men er mest kendt som håndboldtræner for flere elitehold, som f.eks. FIF, FCK og TMS Ringsted og så har han været landstræner for Bahrain.

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- 300 synsprøver klaret på tre dage - i Gambia
- Heidis kontakt til sine elever går nu via chatforum
- Bøgerne til den afgørende SRP blev fanget på Haslev Bibliotek
- Y’s Men aflyser cykelløb
- Jo, der er stadig fartkontroller
- To lokale valgt til Møns Banks repræsentantskab
- Genbrugspladser åbner igen - men...
- Det var ligegodt pokkers
- Aflysninger
- Politiet advarer mod Corona-svindel
- Hør de lokale præster i Radio Rollo
- Hanne vil gerne sige tak - men til hvem?
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst