Skalkeskjul...

Torsdag 2. januar 2020 kl. 11:02

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Skalkeskjul...
Indlæg af:
Niels Østrup Olsen,
Søvej 2,
Hylleholt sogn


Skalken er visseligen gammel dansk. Kan dog ikke drikkes, men må googles. På Wikipedia lærte jeg, at skalken er en håndværker, som ikke kan sit håndværk, altså grundlæggende en fupmager, der fusker og leverer klamp, men nok ved, hvordan en faktura skal skrives.

Derfor har vi også ordet skalkeskjul. Skalken gemmer sine reelle hensigter bag en smuk facade, giver pænt hånd, roser din frisure men altid med bagtanken om at lokke dig til at sætte hele pensionsopsparingen i Roskilde banks aktier. Alle ved jo hvordan det gik de stakler, der lod sig lokke af bankens nydelige skalke, jo det var store Valentins dag uden røde roser, men fuld af bitre piller.

På nettet vrimler det med gode tilbud, men hold tasterne fra alt, hvad der er for godt til at være sandt, thi det er netop skalkeskjulet. Og så må vi sandelig ikke glemme socialismen som skjuler de værste privatkapitalister, der gerne rager andres penge til sig, men aldrig satser deres egne på at producere noget brugbart. Og som I ser omkring jer, så drypper det på de ustyrligt mange medløbere, når det regner på de store pampere.

Sådan vil jeg nødigt være. Derfor går jeg dagligt til Jesus i Hylleholt kirke, men bliver borte, når den højfornemme farisæer i skalkeskjulet står højt hævet over de dumme får, thi hyrderne lever jo gerne af evangeliet, men kun sjældent for sagen.

Jeg betragter nemlig mig selv som en levende sten i Guds åndelige kirke og søger derfor den rene vare. På stranden opleves Guds almagt i vind, blæst og havets grøde. Overalt vandrer jeg i håbet om at møde brødre og søstre i troen, men har ofte mere held med deres hunde, thi også jeg er dog en skalk, der skjuler sig bag lækkert guf til hunden velvidende, at vejen til herrens hjerte går gennem hundens mave.

Noget må jeg jo gøre ad veje, som Gud tør kende, for at få tidens får i tale, når præsteskalken aldrig viser sig i byen, men gerne står på prædikestolen og fortæller en flok dåbsfår om den gode hyrde, der søger fårene, hvor de er, og ikke bare sidder på sin røv og venter på, at de selv kommer hjem i folden.

Jesus advarer mod den slags skalke med lange klæder, som indsvøber det glade budskab i surdej fremfor at forkynde Guds almagt af karsken bælg, selv fyldt af skaberkraften, the force, som den kaldes i filmene om Stjernekrigene, hvor Luke Skywalker og de andre Jedi riddere omsætter kraften til kampen mod ondskabens imperium.


At modtage Guds rige med samme umiddelbare tillid som mine hundevenner modtager guf af min hånd

I Det Ny Testamente, som blev skrevet på græsk af nogle ukendte mennesker for 2000 år siden udråbes Jesus til Vejen, Sandheden og Livet. Under ansvar over for Gud tillader jeg mig at dreje ordene til: Jesus viser os vejen til sandheden om livet. For mig er Jesus ikke mere Guds søn end du er Hans datter, men Jesus gjorde sig fortjent til Guds bevågenhed ved at meditere fyrretyve dage og nætter i ørkenen fortabt i håbet om at modtage Guds rige med samme umiddelbare tillid som mine hundevenner modtager guf af min hånd.

Jeg orker ikke 40 dage og nætter alene med troen og dermed håbet om at opleve the force, men lidt efterfølgelse er dog mulig og nødvendig i dette moderne samfund, hvor medierne bobler over med knivstikkerier, voldtægter og skalke, der snyder og bedrager det offentlige og os andre i videst muligt omfang. Da min hustru begyndte som sygeplejeelev for 50 år siden var det stadig kaldet om at pleje og passe sin næste i sygdom og nød, der udgjorde essensen i datidens mesterlære, men så blev de professionelle skalke i pæne uniformer.

Det samme gælder vore lærere og pædagoger og desværre også vore såkaldte præster, som dog burde forsøge at leve deres liv forbilledligt og ikke som os andre efter bedste beskub.

For en sikkerheds skyld vil jeg slutte med at aflive den totalt idiotiske tanke om Gud som en gammel mand med stok og langt hvidt skæg, der sidder i sit prægtige slot oppe i den syvende himmel, hvorfra han sender sine engle ud for at kontrollere om alle små drenge og piger sover med hænderne oven på dynen.

Hele universet med dets milliarder af galakser er Guds legeme som Hans oplevende sjæl gennemtrænger fuldstændig som min sjæl føler hele sit tempel fra lilletå til næsetip. Og endelig Guds ånd, ikke dårlige ånde, thi den sørger vi for med vore biler og affald men altså Guds ånd læses i naturens uomgængelige love, mens Det Ny Testamente med psykologen Jesus er glimrende som udgangspunkt for en samtale mellem dig og mig, thi som Martin Luther sagde: De levende stene skal være præster for hinanden uanset om de mødes ved Genforeningsstenen, på stranden eller i kassekøen. I en tid, hvor ordet kald har mistet sin kraft i både skole, kirke sygehus og ægteskab.

Håber, at I har haft en dejlig jul i familiens skød og en fed nytårs­kalas i lystigt drukne venners lag.

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Udstilling, bogudgivelse og farlige drømme i Haslev
- Sommervejr giver travlhed på strandene
- Musikken var for høj, så politiet tog anlægget og ringede til forældrene
- Så er det sidste chance: Bor du i Årets Landsby?
- Spøgelsesbilist blev varetægtsfængslet
- Spøgelsesbilist på motorvejen var fuld
- Mød Børns voksenvenner i Haslev Bio
- Tag på udflugt og se gamle høstmaskiner
- Længe undervejs, men nu indvies fredsrelieffet
- Forsvarsbrødrene inviterer på tur Møn og Masnedø
- "Spar på skinnerne, og giv os skilte"
- Viktor Haugshøj Jensen udstiller på Haslev Bibliotek
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst