Boghuset i Faxe fejrer 150 års jubilæum

Tirsdag 29. oktober 2019 kl. 08:34

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Charlotte Hemmingsen er nu eneejer af Boghuset i Faxe

At en forretning fylder 150 år er ikke noget man ser hver dag, men den 1. november er det 150 år siden at V. Nielsen åbnede boghandel i Faxe.

Det skal naturligvis fejres, og det bliver det sandelig også. Den nuværende ejer, Charlotte Hemmingsen, har skruet et meget spændende jubilæumsprogram sammen.

Der er nogle helt vilde tilbud i butikken og der er reception med lidt godt til ganen fredag den 1. november mellem kl. 13 og 18. Og så kommer der flere spændende gæster på besøg.

Fredag den 1. november kl. 15.30 kigger dommeren i Den store Bagedyst, Kathrine Foged Thomsen indenfor og kl. 16.00 præsenterer Jørgen Schmidt sin nye gin-bog.

Festlighederne, og de gode tilbud, fortsætter lørdag den 2. november, hvor der er åbent til kl. 15.00 - og klokken 12.00 kommer Jannie Pedersen, fra TV2 News og hendes mand, Kim Faber, på besøg for at præsentere deres fælles krimi „Vinterland”.

Historisk forløb

Som nævnt indledningsvis var det V. Nielsen der i 1869 startede Boghuset i faxe. I 1878 overtages det af P.N. Tingleff, der i øvrigt oprettede en filial i Præstø i 1885, og senere filialer både i Faxe Ladeplads og Karise.

Tingleff havde Boghuset i rigtig mange år - helt til september 1931 hvor Karen J. Hansen overtog den. I 1955 blev Børge Staxen medejer og den 1. juli 1966 bliver han eneejer.

Staxen oprettede en filial Faxe Ladeplads og i Karise i 1979 - og i 1987 begynder „Hemmingsen-dynastiet”. Staxen sælger forretningen i Faxe til Gurli og Leif Hemmingsen, men beholder selv boghandelen i Faxe Ladeplads.

Den 7. marts 1994 overtager Gurli og Leif Hemmingsen Jul-Markers Boghandel i Køge, men kun otte dage efter overtagelsen dør Leif Hemmingsen pludseligt.

Gurli Hemmingsen besluttede at drive forretningerne videre sammen med sin datter Charlotte og sønnen Jesper - med Charlotte som leder af forretningen i Køge.Boghandelen i Køge blev solgt i 2002 og Charlotte vender tilbage til forretningen i Faxe - til forretningen hvor hun havde fået sin uddannelse som boghandler.

Og to år senere ændres virksomhedsformen til aktieselskab med Gurli, Charlotte og Jesper Hemmingsen som ejere.

De seneste fem år har Charlotte været eneejer. Hun har to fuldtidsansatte, nemlig Camilla Skovvang og Anne-Sofie Christiansen og nogle timer ugentligt også gymnasieeleven Eva Ohms.

Man må have fingeren på pulsen hele tiden

At en boghandel har kunnet eksistere i så mange år kræver dygtige ledere, og Charlotte Hemmingsen fortæller, at det hele tiden gælder om at have fingeren på pulsen og fornemme hvor man er på vej hen, så man altid kan tilbyde de varer kunderne efterspørger i dag - og i morgen.

Derfor er det ikke „kun” bøger og kontorartikler man finder i Boghuset i Faxe. Her er der også et stort udvalg i legetøj - ikke mindst Lego. Og dertil kommer et meget stort udvalg i tasker, også skoletasker, og kufferter.

Meget har da også ændret sig gennem årene. Måske skulle man tro at det er elektroniske lydbøger der er den største konkurrent til de rigtige bøger, dem man holder i hænderne og selv læser, men sådan forholder det sig ikke.

Største konkurrent lige nu er Netflix, fortæller Charlotte. For rigtig mange foretrækker at sætte sig i sofaen og tænde for fjernsynet...

Charlotte Hemmingsen bor i Faxe Ladeplads sammen med sin mand Kristian der har tekstiltrykkeriet Cencio i Køge. Sammen har de drengene Julius på 25 år og Frederik på 20, der er ved Livgarden.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Politisk enighed om optursforslag
- Og de nominerede er...
- OL-svømmer Julie Kepp besøgte Haslev
- SF inviterer til dialogmøde om Østbanens fremtid
- Kan politiet lave fartkontrol om aftenen? Ja!
- På kanten af livet - foredrag med Per Larsen
- Julehygge i Karise
- Lyden der forsvandt
- Netværk for hjertesyge er en stor hjælp
- Små heste kan også dyrke sport - kom selv og se...
- Skovly Plante Deko - når du skal pynte op til jul
- Målet om at vinde VM er rykket nærmere for Kenneth
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst