Hvor mænd mødes

Tirsdag 15. oktober 2019 kl. 08:33

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Hvor mænd mødes
Peter Råhauge er i gang med at lære at dreje træ, mens Ole Loving Madsen holder nøje øje

Mænds Mødesteder i Haslev er et sted, hvor mænd i alle aldre kan mødes over forskellige håndværk, en sludder, en kop kaffe og godt selskab. En af drivkræfterne bag mødestedet er Torben Kastholm fra Haslev.

For 10 år siden gik Torben Kastholm på pension. Dengang var han 70 år gammel og boede på Fyn. Hvor andre måske ville sætte sig ned og bare nyde tilværelsen, begyndte Torben hurtigt at kede sig. Derfor startede han en klub for mænd i samarbejde med Ældresagen.

Klubben blev en stor succes, og da Torben efter nogle år flyttede til Haslev, måtte han selvfølgelig straks i gang med et lignende projekt her. Sammen med en god ven - John Nordberg Hansen - kontaktede han kommunen, for at finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre.

For to år siden så Mænds Mødesteder dermed dagens lys. Der er i dag 300 betalende medlemmer, primært pensionister og efterlønsmodtagere, der holder til på Houmannsvej 3, i Haslev. Faxe Kommune giver tilskud til lejen, lys og varme.
Hovedidéen bag projektet er det sociale.

- Hvis man er ensom, er det et rigtig godt sted at komme, siger Torben Kastholm.
- Der er mange, der har virkelig god gavn af at komme her.

Trædrejning og metalarbejde

Klubben har åbent tirsdag, onsdag og fredag fra klokken 10.00 om formiddagen til senest 15.00 om eftermiddagen.

I klubben står maskiner til trædrejning, metalarbejde og svejsning. Udstyr, der er anskaffet ved hjælp af forskellige sponsorer.

At man kan dreje træ i klubben er helt nyt, så lige nu er der et kursus i gang, som man skal gennemgå, før man kan få lov til at betjene maskinerne. Underviseren, Ole Loring Madsen, er selv medlem af klubben, og ser det som en fornøjelse at få lov til at lære fra sig. Udover mødedagene i Haslev tager mændene også på udflugter. De har bl.a. været på Feddet og inde og se fregatten Peder Skram i København.

- Vi holder også nogle gode herremiddage ind i mellem, siger Torben Kastholm med et smil.

Noget andet nyt hos Mænds Mødesteder er det, de kalder Repair-Café. Her kan man den første tirsdag i måneden komme mellem klokken 9.00 og 12.00, hvis der er noget man gerne vil have repareret. Det kan være man har en stol med et løst ben eller en brødrister, der ikke fungerer. Det kan også være, man bare gerne vil have slebet sine knive.

- Vi forsøger at reparere det meste, siger Torben Kastholm, men tilføjer med et grin:

- Vi vil dog ikke give os i kast med at stoppe strømper.

Det er gratis at få repareret sine ting - men man er dog altid velkommen til at give en lille skilling til kaffekassen.

Hvis man har lyst til at høre mere om Mænds Mødesteder kan man kontakte Torben Kastholm på 42440315, Poul Erik Jørgensen på 25573490 eller John Nordberg Hansen på 28698141.

Man er også velkommen til bare at kigge forbi. Faktisk må man komme gratis hele to gange før man bliver betalende medlem.

Af Birgitta Kristina Carlberg

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Andreas fra Bygma på studieophold i Island
- Køb juletræer hos Hansens Cykler
- Masser af penge men krise i Julens Glæde
- Mission Afrika i Haslev fylder 30 år på fredag
- Tre VUC’er går sammen om VUC Erhverv Sjælland
- Juleaften bliver en god aften i Café Paraplyen
- Julestue på Det Gamle Seminarium på søndag
- Ny slagter og slagtermester i Meny i Faxe
- Så er der stand-Up på Bykroen i Haslev
- Den ene sneg sig ind - den anden råbte op
- Besøg Ginbutikken på Hesede Hovedgård
- Mads har kloge hænder
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst