Stakkels arme mig...

Mandag 16. september 2019 kl. 13:44

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Stakkels arme mig...
Indlæg af:
Niels Østrup Olsen,
Søvej 2,
Hylleholt sogn.


Her sidder jeg i et hus fuld af rod og ragelse ophobet gennem de seneste 50 år og ser ud på min have, der falmer fuldstændig som skoven trindt om land, men har ingen bil! Oh jeg arme lille mand!

Hvordan skal alt mit overflødige skrammel, mine nedfaldne æbler og alle de visne vidnesbyrd om sommerens pryd dog komme til det rette sted, nemlig genbrugspladsen, hvor det kan ryge i ovnene og forvandles til drivhusgasser eller formuldes på økologisk vis.

Faktisk er jeg glad for min nye skraldespands rum til bioaffaldet, som dog næppe er forudset til min gamle liggestol selv om den er fremstillet af bøgetræ og hørlærred for fyrre år siden. Og måske er grene fra tuja, rose og æbletræ ej heller guf for min lille biospand.

Naturligvis kunne jeg entrere med en vognmand og mod passende betaling overtale den rare svend til at fragte mit overflødige skrammel og afdøde planter til genbrugstemplet, men desværre skal en sådan erhvervsdrivende betale en afgift, når han læsser af, og det fordyrer jo hele sagen for den stakkels pensionist, der savner sin gamle bil, og sågar må bortspare kattemaden, mens den snedige filur styrter over til naboens veldækkede skål, thi hun er jo sin egen herre og lader sig ikke nøje med pensionistens havregryn.

Set i videre perspektiv ville det bestemt være økologisk bedre, hvis molboerne på rådhusene ville bevilge os borgere en ordentlig storskraldsordning. Tænk, hvis vi fik besøg af en stor dejlig skralde laste bil med særlige rum til min gamle computer, maling og andet kemisk skidt - bare en gang om måneden eller dog i kvartalet.

En lastbil med elmotor, naturligvis! fremfor alle de små private benzin og dieselosere, der cirkler mellem vore små hjem og de store genbrugspladser og dermed belaster klimaet med kultveilte og vanddamp, mens de ræser på de pæne og hyggelige veje, så vi stakkels pensionister på cykel tvinges ind på fortovet og ud i grøften.

Jeg er ganske sikker på, at en sådan ordning ville gøre Faxe kommune mere grøn end den allerede er, og den billøse cyklist ville klappe i sine økologiske hænder over visdommens indtog på Rådhuset. Naturligvis vil det økologisk gavnlige belaste det mere økonomiske budget, men det er da helheden, der tæller, thi Penge er jo ikke alt, er de vel?

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Budgettet vidner om et byråd der vokser med opgaven
- Hul i hovedet...
- Haslevs 150 års stationsbyjubilæum
- Slut med fortidens lappeløsninger
- Forudsigelighed for plejefamilier
- Hvor er visionerne for Faxe Kommune?
- Mere trivsel og nærvær om fravær
- Verdens bedste velfærdssamfund - for nogen
- Svar til Mikkel Dam - om at være til for borgerne
- Stakkels arme mig...
- Giv borgerne reel indflydelse i Faxe Kommune
- Spørgsmål til Ole Vive