Præstens klumme: Fedtfattig valgflæsk, tak!

Tirsdag 14. maj 2019 kl. 09:31

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Præstens klumme: Fedtfattig valgflæsk, tak!
Ole Bjerglund Thomsen

Præstens Klumme: Haslev-Faxe Posten har taget et nyt initiativ. En præsteklumme, hvor kommunens præster på skift, vil behandle emner af almen interesse.

Præsterne har „frit spil” til hvad de vil tage under kærlig behandling, men det vil dog være emner der vedkommer os alle.
Redaktionen


Og nu gives ordet til den første præst:

Valgkampen er gået i gang. Demokratiet udfolder sig smukt i politisk interesse, folkelige arrangementer og engagerede debatter. Jeg er glæder mig over, at nogen vil kandidere og dermed stille sig til rådighed for fællesskabet. Det er prisværdigt. Man kunne dog ønske for dem, at deres kontrafej ikke skulle hænge til skue på hver en lygtepæl, men sådan er nu engang sædvanen.

Sædvanen er også, at det i valgkampe flyder med valgflæsk, og her tænkes ikke på den såkaldte nationalret, som nogle nyder på valgdagen. Nej, det handler om, at valgkampe har det med også at rumme uholdbare overbud blandt de politiske løfter, ja ind i mellem sågar panisk populisme i kampen for at tækkes vælgernes øregange. Hvis der absolut skal være valgflæsk, så lad det være af den fedtfattige slags!


Fed valgflæsk gør mig utilpas
Jeg er vokset op i en vestjysk landbokultur, hvor man ikke fornægtede god svineflæsk. Det gør jeg bestemt heller ikke. Men fed valgflæsk gør mig til gengæld utilpas, og jeg tror ikke, at jeg er ene om at have det sådan.

Det svækket nemlig vores tillid til demokratiet. Man får lyst til at kunne skære de tomme kalorier fra. Eller vi kunne sige „de tomme ord”, for det er jo det, det handler om. Ordene, der misbruges. Det indholdsløse. Det maskerede, tangerende løgnagtigt.

I den bibelske tradition er der mange skarpe replikker til misbrug af ord. Det lyder for eksempel: „Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord”, og Jesus siger: „På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt”.

I Det Gamle Testamente møder man profeterne, som ikke blot taler om fremtiden, men i lige så høj grad kritiserer deres samtid på Gud vegne. I særlig grad revser de magthaverne og de privilegerede, når disse ikke bruger deres magt og ressourcer til folkets og den svages gavn. De langer ud efter løgn, hykleri og tomme ord. Det kan mennesker til alle tider lære af.

Denne klumme handler ikke om politik som sådan, men om tomme ord, som de kan forekomme i valgkampe med for meget spin og flæsk, men i lige så grad i vores almindelige liv med hinanden. Lad os kæmpe mod de tomme ord, og vi kan roligt starte hos os selv.

Når vi strør om os med ord, er det vigtigt at forholde sig kritisk til, om vi er i gang med at camouflere sandheden, om vi er i gang med at give virkeligheden et lille twist. Puster vi vores eget ego op? Eller skjuler vi, at vi faktisk ikke har noget at sige.

De tomme ord er usunde, fordi de fjerner os fra sandheden. De fjerner os fra hinanden som mennesker og som borgere i et demokratisk samfund. Lad det være en fælles sag, at vi kæmper mod tomme ord og kæmper for sandhed og substans. Når det gælder valgkampen, skal ordene naturligvis fyge i intense debatter, men lad der være sparet på valgflæsket!

Af Ole Bjerglund Thomsen, Sognepræst i Haslev og Freerslev

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Så skal der ryddes op - og vises flot strik
- Temaet for Haslev Kulturnat 2019 er billeder
- Rivierafest med gratis tilbud til alle børn
- Skød med oversavet jagtgevær i Haslev
- Kafferisteri er åbnet i Hesede Hovedgård
- Flotte VM-placeringer til Nikolai fra Dalby
- At rejse er at leve - rejsebrev fra Jan Gonz Jakobsen
- Ivan Lilleng ønsker at træde ud af byrådet
- Biografdirektøren: Kommunen har været helt fantastisk
- Dejlig sommerfest i Socialpædagogisk Center
- John blev årets Fuglekonge
- Så åbnede Veras Verden
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst