Mennesket før systemet

Mandag 6. maj 2019 kl. 10:38

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Mennesket før systemet
Indlæg af:
Mogens Saaby Nielsen
Bonderødvej 30
4640 Faxe


Den 29.4. var det præcist 3 mdr. siden, at vi fik gennemført sporstofprøve i forbindelse med vores påbud om rensning af spildevand i det åbne landskab.

Vi afventer stadig afgørelse fra Kommunen!

Den mundtlige tilbagemelding efter prøven var, at „jeg kan ikke konstatere sporstof i det målsatte vandløb, men I får endelig besked senere”. Fair nok, vi var trods alt blandt de allerførste, der blev testet.

Det bør nævnes, at gennemførelsen af sporstofprøver blev iværksat ved det Blå flertals Administrationsgrundlag den 28.2 2018 og i forstærket form ved Byrådsvedtagelse 13.9 2018. Det er min påstand, at disse entydige direktiver fra byrådet bevidst blev ignoreret af forvaltningen, indtil formanden for Teknik & Miljøudvalget, Eli Jacobi Nielsen, DF, insisterede på, at prøverne blev gennemført.

De øvrige testede i Bonderød samme dag har fået afgørelser for en måned siden. Vi har INTET hørt!

Vores sag er i princippet enkel. Der er ikke konstateret sporstof i det målsatte vandløb, hvorfor forurening af vandløbet ikke kan dokumenteres af forvaltningen - altså intet påbud. Man kan faktisk med god ret hævde, at prøven dokumenterer, at vi IKKE forurener det målsatte vandløb, Vivede Mølleå.

Nu er min tillid til Natur & Miljø ikke længere eksisterende, så jeg er da overbevist om, at de i den efterfølgende periode har endevendt samtlige bestemmelser og bekendtgørelser for at finde et smuthul, så påbuddet kan fastholdes. Jeg er ligeledes overbevist om, at denne „sagsbehandling” finder sted med accept fra chefniveauet, eller måske ligefrem på givet direktiv fra disse, så hvis man alligevel har tænkt sig at ignorere resultatet af testen, hvorfor tager det så mere end tre mdr. at træffe afgørelse, endsige blot meddele os „et eller andet”!

Næh, det er fortsat „systemet før mennesket”!

„Mennesket før systemet”! Hvor er det nu, at jeg har hørt det før? Nåh jo: Det var jo det, Blå blok gik til valg på! Valget gik som bekendt så godt, at det nye flertal indskrev dette glimrende værdigrundlag i deres konstitueringsaftale - oven i købet i underskrevet form!

Jeg vil gerne gentage, hvad jeg har nævnt i andre artikler: Min forestillingsevne rækker ikke til at tro, at Administrationen, med chefer/ledere i spidsen, uden videre vil adoptere denne forventning fra det Blå flertal. Det fordrer, at flertallet insisterer på, at det er vejen frem - og såfremt forvaltningen ikke forstår dette - anvender den fornødne grad af konsekvenser, indtil „supertankeren er drejet i den rigtige retning”.

Sådan går det som bekendt ikke. Mit eksempel er kun ét i en alt for stor række af sager, hvor „systemet stadig er før mennesket”. Forvaltningen har for længst gennemskuet en total berøringsangst hos de fleste af vores nuværende byråd. Et enkelt byrådsmedlem har endda ligeud erklæret, at han er fløjtende ligeglad!

„Politikere kommer og går - forvaltningen består”, som det frejdigt er konstateret af vores kommunaldirektør. Så længe, at den holdning består og får lov at være styrende for den sagsbehandling, der finder sted i Faxe Kommune, bliver „mennesket før systemet” aldrig andet end et tomt udsagn og valg gas!

Jeg vil gerne opfordre alle vælgere i Faxe Kommune til at bruge de næste par år på at følge udviklingen og samtidigt gøre op med sig selv, hvilket regime, man kan tænke sig at støtte næste gang i 2021.

Til den tid har jeg vel fået afgørelse fra forvaltningen....

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Mange protester mod regulativet om høns og fugle i Faxe kommune
- Hr. Rasmussen svigter Europa
- EU skal lukke de ydre grænser
- EU skal være en grøn supermagt
- Borgerlighedens forlis
- Pas på insekterne
- Det er ikke en vej vi mangler…
- Har vi verdens bedste offentlige sektor?
- Motor og drivanker...
- Hvorfor stemme på Enhedslisten?
- Hjælp træerne på Hovedgaden i Faxe Ladeplads
- Mennesket før systemet