Goddag og farvel til socialpsykiatrien

Tirsdag 30. april 2019 kl. 15:42

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Goddag og farvel til  socialpsykiatrien
Indlæg af:
Marianne Diness
Jernbanegade 75c, 1 th
Haslev


September måned 2018 flytter min 38 årige søn hjem til mig af personlige årsager. Det i sig selv er en udfordring, da vi ikke har boet sammen i 20 år. Han er diagnosticeret asberger, borderline, bipolar type 2 og ADHD, så han hører til under psykiatrien.

Jeg tager kontakt til psykiatrien for at anmode om og få en hjemmevejleder og er med til mødet som bisidder, da min søn ikke selv kan gi udtryk for sine støttebehov.

Det bliver efterfølgende afvist med den begrundelse at han bor hos mig og derfor ligger opgaven her. Der går et par måneder og jeg prøver igen, da jeg ikke kan være den mor jeg gerne vil være og som har førsteprioritet, men i stedet skal være pædagog på fuld tid, hvilket jeg ikke er uddannet som og ej heller kan administrere da jeg er inhabil som mor. Dette bliver afvist med den begrundelse at det er mit ønske og ikke min søns.

Tiden går og jeg prøver igen for 3. gang. Der bliver indkaldt til nyt møde, hvor man ikke har gjort sig den ulejlighed og indhente de relevante oplysninger fra psykiater og læge - da knækker filmen. Jeg forlader mødet med min søn, dybt frustreret og beder dem om og indkalde til møde på ny, når de har indhentet og læst de lægelige facts.

Kommunen vælger derefter at tildele min søn en ny sagsbehandler og gør mig opmærksom at de har rettet henvendelse til tidligere bopælskommune og ALLE papirer var sendt. Det var ikke det jeg bad dem gøre, for dem vidste jeg de havde modtaget.

Det er og har været en rigtig hård tur, mest for min søn, som fysisk er stærk, imødekommende og smilende, men psykisk er udmattet og er mere frustreret, pirrelig og grådlabil end jeg før har oplevet. Et sikkert tegn på at min søgen efter hjælp ikke har været uden grund, men desværre uden resultat.

Nu flytter han så tilbage til sin tidligere bopælskommune, hvor han lander sikkert med begge ben ved jeg, da jeg har været i dialog med dem flere gange.

Denne historie kunne være meget længere, men har valgt og korte den ned for mit fokus skal være på den uambitiøse behandling i socialpsykiatrien. Vi er blevet mødt af sagsbehandlere „der ved bedre” - vi har følt os hørt, men ikke forstået.

Personalet der er ansat til at varetage de psykisk sårbare og give dem den hjælp, der er så vigtig for et værdigt liv, med de dagligdags udfordringer de slås med i forhold til diverse diagnoser, er i min konklusion på dette forløb, at de hverken kan eller vil løfte den opgave med deres nuværende menneskesyn, kompetencer og ressourcer og hvor er det mildt sagt uacceptabelt overfor de borgere, der klamrer sig til ønsket om hjælp .


© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Enhver nyfaxianer - til anbefaling
- God vind fremover, Ivan Lilleng
- Til Ole Vive, Michael Rosendahl og Knud Erik Hansen
- Bierne og blomsterne...
- Fodboldbaner med kunstgræs: Nej tak!
- Det mener René Tuekær om kunstgræsbaner
- Så røg den sidste respekt
- Kære landmand...
- Ret til tidligere pension
- Hvor er Danmark på vej hen? Set fra en vælger
- Stem på Tanja Larsson – den eneste folketingskandidat, der bor i Faxe Kommune
- Et Danmark, vi kan være bekendt
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst