Første møde med rehabiliteringsteamet i Faxe kommune

Tirsdag 4. december 2018 kl. 08:49

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Første møde med rehabiliteringsteamet i Faxe kommune
Indlæg af:
Per Rasmussen
Sydskrænten 60
Haslev

En lille forhistorie for at forstå det der kommer senere. Min datter er 29 år gammel og har været syg siden 15 års alderen. Det startede med besvimelser, svimmelhed, ondt i hovedet og maven.

Forskellige læger mente at det var teenage symptomer og at det ville gå over, det gjorde det så ikke. Sygdommen betød en afbrudt HF pga. for meget fravær div. småjobs hvor hun blev opsagt, samt en afbrudt uddannelse som tandklinik assistent igen med begrundelsen for meget fravær pga. hendes sygdom. Efter flere indlæggelser på div. Hjerteafdelinger hvor hun blev undersøgt for alt muligt, var der en som havde hørt om andre unge piger med samme symptomer som blev udredt på synkope centeret på Frederiksberg hospital. Der fik hun i en alder af ca.21 år så en diagnose der sagde at hun havde P.O.T.S (Postural orthostatic tachycardia syndrome) en sygdom som angriber det autonome nerve system og som fremkalder de ovennævnte symptomer.

Hun har yderligere fået diagnosen ME (Myalgisk Encephalomyelitis) en sygdom som rammer nervesystemet, immunforsvaret og hormonsystemet men også har forbindelse til hjernen, mave-tarmflora og musklernes energiproduktion. Disse 2 sygdomme har efterhånden invalideret hende så meget at hun intet kan. Hun har som sagt været fulgt af en specialist i POTS og ME på Frederiksberg sygehus og han har ifb. med hendes ansøgning om førtidspension vurderet hendes således:

Katja er svært invalideret og der er ikke udsigt til bedring. Hendes egen læge fra Haslev lægecenter som har haft Katja som patient siden hun startet på lægecenteret skriver følgende: Hyppige besvimelser med mange hovedtraumer har bevirket koncentrationsbesvær, udtræthed, hovedpine, synsforstyrrelse og dirren. Funktionsbeskrivelse lavet af Assistancen og bestilt af Faxe kommune skriver: Beskæftigelsesrettede udviklingsmuligheder: det vurderes aktuelt ikke realistisk at inddrage de sociale kapitler i forsøget på at bringe Katja nærmere arbejdsmarkedet, idet hverken personlig assistance, §56-ordning, mentorordning, eller bevilling af arbejdsredskaber i tilstrækkelig grad vil kompensere for funktionsnedsættelse og den helbredmæssige udfordring.

Dertil skal siges at Faxe kommune har visiteret Katja til flg. hjælp: Hjælp til reng. Hjælp til indkøbsordning, nødkald, kørestol, og toiletforhøjer desuden er hun fra Faxe kommune visteret til en Handicap/ældre bolig.

Og nu til det centrale, min datters oplevelse med Rehabiliteringsteamet, dette er et opslag lagt på Facebook og delt på mange sider bla. Vores Haslev og Politik og debat i Faxe kommune :

------------------------------------

Jeg er så gal!! Jeg har tudet mine øjne ud hele dagen, pga. ren og skær afmagt og frustration.

Jeg har i dag været til møde med et rehabiliteringsteam i Faxe kommune, i forbindelse med min sag om førtidspension, efter mere end 6 år på kontanthjælp, og hvor min situation kun er forværret. - Som frygtet, var der absolut ingen hjælp eller forståelse, at hente fra deres side.

Min sagsbehandler var ved min side, samt mine forældre, og de gjorde alle deres for at få dem til at lytte og forstå, og tegne og fortælle, men allerede da vi trådte ind i lokalet var det ret klart hvor det ville føre hen.

For det første: Jeg startede dagen med at besvime i min mors arme ude på parkeringspladsen, da jeg steg ud ad bilen, og måtte hjælpes ind af folk på stedet. - dette tog de ikke hensyn til.

Mine forældre måtte hjælpe med at snakke min sag, da jeg selv var fuldstændig drænet ovenpå hændelsen. - dette lod til at irritere dem kraftigt, og jeg måtte selv lige komme på banen. Jeg er jo trods alt 29 år, ikk? Jo jo ..

For det andet, ville de overhovedet ikke lytte til hvad vi havde at sige, og forholde sig til de udskrifter mine læger var kommet med, samt den konklusion, som en de selv har ansat for at bedømme mine evner, i forhold til hvor meget jeg kan, også havde beskrevet så fint og korrekt. - Igen INGEN forståelse.

De kunne godt se at jeg nok ikke kunne gå ud og varetage et job, men en ledsager og nogle timer om ugen på et værksted i Faxe, hvor jeg kunne sidde og være kreativ, ville da helt bestemt kunne gøre mit liv meget bedre, for jeg var jo blot 29 år, så førtidspension ville være helt hen i vejret og slet ikke det rigtige for mig (på trods af alles udtalelser, om at det er det eneste rigtige lige nu). - igen prøvede vi at forklare, hvordan det hele hænger sammen, og at det på ingen måde vil hjælpe mig og/eller mine sygdomme - tværtimod. Et skema som skal passes er fuldstændig håbløst i min situation, og selve presset om at der er noget jeg SKAL, forværrer det kun.

Jeg har brug for RO. RO til mig, og RO til at komme ovenpå, uden konstant at blive presset alle steder fra.

Lægen på stedet lod heller ikke til at tage mine sygdomme seriøst. POTS og ME er jo ikke særlig kendte, og er kun i forskningsstadiet, så han ville heller ikke rigtig lytte til hvad vi fortalte, og hvad mine læger havde skrevet. I følge ham, var dødeligheden af unge på førtidspension voksende og derfor ikke anbefalelsesværdigt.

Jeg prøvede at forklare, at lige nu var det det eneste rigtige for mig, og at jeg på ingen måde ville blive mere syg af det - tværtimod. Hans svar til det var “det siger alle jo” .. men JEG er ikke ALLE!!! Dette her er min sag. Mit liv. Man sidder ikke som 29 årig og tigger om en førtidspension for sjov. Alle andre muligheder er gennemtænkt og afprøvet. Selvfølgelig er det da på ingen måde en del af drømmen!!!!

Og for at det ikke skal være løgn, da mine forældre prøvede at banke i bordet, fik de smidt i hovedet “vi er forargede over at i ikke vil hjælpe jeres datter til at få det bedre” .. hvad er det for noget at sige?? - de gør ikke andet end at hjælpe. Jeg er fuldstændig målløs.

Den måde man skal sidde og forsvare sig selv på, over for et team, som i virkeligheden burde ville en det bedste, er simpelthen ikke i orden. Følte mig rent ud sagt hånet og latterliggjort, på en måde som jeg aldrig har prøvet før. De kiggede slet ikke på fakta, og på mig som person, og som skrevet før, nægtede de at lytte til hvad vi havde at sige. De havde sat sig for, hvor dette skulle føre hen, allerede inden vi var trådt ind ad døren.

Vi anker sagen, og håber stadig på det bedste i sidste ende, selvom det nok ligger langt ude i fremtiden - men for helvede. Politikerne og menneskerne i hele dette system skal snart vågne lidt op, og se virkeligheden i øjnene, og få sig lidt empati og medmenneskelighed.

Det hele handler om kroner og ører i deres hoveder.
Et menneske på 29 år, kan sagtens være ligeså syg og dårlig, som et menneske på 60, så den holdning, at førtidspension slet ikke er en mulighed for unge, er fuldstændig forrykt. Dette er jeg, hvis jeg selv skal sige det, et glimrende eksempel på.

Hvis man ikke i forvejen har det dårligt, skal i da nok sørge for at man får det! Vi/jeg er et menneske af kød og blod, og det er altså begrænset hvor meget man kan holde til i længden 🤯

Det er ikke i orden!!

Katja Lilli Rasmussen.

Opslag delt over 100 gange på en dag.

-----------------------------------------

Vi er nu gået i gang med at forberede os på anke, klage osv. men denne gang bliver det med professionelle sagsbehandlere ved vores side, for det er ikke noget man kan gøre alene.

En lille detalje vedr. tildeling af førtidspension: Iflg. Regeringen skal der spares ca. 1,9 Mia. Kr. på førtidspensions området om året, samtidigt bliver kommunen godtgjort fra staten via den kommunale udligning med 67.000 kr. pr. borger man fastholder på kontanthjælp i stedet for førtidspension.
Hvor meget tror i der bliver kigget på den enkelte borger og deres rettigheder?

© Copyright 2018 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Kontanthjælpsloftet tager julen fra børnene
- Opråb til Faxe Kommune om Strandfogedvej
- Forventningens glæde... fortsat
- Spørgsmål til byrådet om museumseffekter...
- Forventningens glæde
- Første møde med rehabiliteringsteamet i Faxe kommune
- P-forbud kom som en tyv i natten
- Nej til Marrakesh-aftalen
- I region Sjælland lever vi kortest tid...
- Kommentar til kommunens reklamestandere
- Skal Faxe Kommune eje oversøiske aktier?
- Bus 630R fortsætter uændret i 2019
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst