Prins Carls Skole er solgt
Onsdag 12. september 2018 kl. 15:54
![]() ![]() ![]() |

Finn Thorshøj
Store Torøje
Efter at have været sat til salg siden efteråret 2017 blev den næsten 300 år gamle landsbyskole, Prins Carls Skole i Store Torøje, solgt til en privat køber med overdragelse den 29. august 2018.
Hverken staten, Faxe Kommune eller Østsjællands Museum har været interesseret i at bevare den enestående skolebygning for eftertiden i dens nuværende funktion som museum med offentlig adgang.
Med skolestue, lærerbolig og ildsted under skorstenen har skolen fremstået, som den så ud, da den blev opført i 1719, og bygningen er dermed den ældste bevarede danske landsbyskole fra en tid, hvor kun kongehuset og enkelte godsejere lod opføre skoler på deres godser. En grundigere gennemgang af bygningens historie og kulturelle betydning kan læses på www.thorshoj.dk.
Det er naturligvis glædeligt, at selve bygningen med dette salg bliver bevaret, men det ændrer ikke ved det faktum, at bygningens oprindelige og bevarede indretning med lerstampet gulv og manglende moderne installationer som fx. el og vand nu er tabt for altid.
Fremover vil Prins Carls Skole derfor kun eksistere som en pæn facade på endnu et „Københavnerhus”, men hvor den fredede bygningens oprindelige funktion og indretning - med fredningsmyndighedernes godkendelse - nu ændres til et funktionelt moderniseret fritidshus med indlægning af gulv, kloakering og etablering af moderne installationer.
Det må nødvendigvis være konsekvensen af, at bygningen nu overgået til privateje og dermed skiftet fra den oprindelige funktion med at bevare det tre århundreder gamle skolemiljø til en funktion som tidssvarende fritidshus. Det er der ikke noget at sige til.
Prins Carls Skole blev 299 år gammel som skolebygning, og trods mange generationers interesse og indsats for at beholde denne enestående og hidtil bedst bevarede landsbyskole i hele kongeriget, er det nu en kendsgerning, at Prins Carls Skole i Store Torøje - især på grund af den manglende kommunale opbakning og interesse for at bevare ikke blot en af Faxe Kommunens, men også af Danmarks ældste og helt unikke skolebygninger - ikke længere kunne sikres for eftertiden som museum, og at der derfor heller ikke længere vil være offentlig adgang til bygningen.
© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Flere nyheder i denne sektion:
- Sofie og Fine sætter fokus på i say
- Rønnede: Vanvidsbilist med 159 km/t
- Helt vilde tilbud når Haslev inviterer til Outlet-messe
- Det er det rene Ibi-Pippi...
- Farvel til badmintonformanden - goddag til fodbolden...
- Endnu en forlader Socialdemokratiet
- Ordløse fortællinger og fortællinger med ord...
- Mette er noget helt særligt
- Subas vil være familiens gode læge
- Pas på falske indsamlere
- Et sikkert forårstegn: Skovly Plante Deko åbner
- Anholdt efter bilbrand