Så skal der gang i KIK Sportscenter

Onsdag 8. august 2018 kl. 10:13

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Så skal der gang i KIK Sportscenter
Sådan kan det nye KIK Sportscenter komme til at se ud

For fire år siden præsenterede Aage Sandfeld, formand for Gym & Fitness-afdelingen i Karise Idræts Klub, et forslag om en ny hal i Karise. Det skete på et velbesøgt møde på Karise Højskole_

Forslaget blev sendt til Faxe Kommune, og har så ligget i en skuffe, eller en mappe i it-systemet, lige siden. Ikke fordi kommunen syntes det var en dårlig idé - men fordi der ikke har ligget nogle millioner man ikke vidste hvad man skulle bruge til.

Men nu skal der gøres noget ved det. KIK Sportscenter skal blive til noget, og en række borgere i Karise, har smøget ærmerne op og taget fat i det gamle projekt - og tilpasset det til 2018.

Borgerne, der er klar til at yde en stor indsats for et sportscenter i Karise, er Aage Sandfeld, Svend Aage Hansen og Morten Pedersen og til dels Eli Jacobi Nielsen, som dog „nøjes” med at være teknisk rådgiver, på grund af sit politiske engagement i byrådet.

Planerne årgang 2018 går ud på at alle KIK’s aktiviteter skal samles på ét sted, og det bliver ved den nuværende hal. Dermed skal hverken de nuværende boldbaner eller klubhuset benyttes længere - hvis altså planerne kan realiseres.

Der skal anlægges nye boldbaner og en kunststofbane ved hallen - på et areal ejet af kommunen.

I tilknytning til den nuværende kommunalt ejet hal, skal der opføres en ny hal - KIK Sportscenter - der skal indeholde lokaler til gymnastik, trampolin, dans og spring. Dertil depotrum, omklædning og et lokale til E-sport.

Der skal opføres lokaler til fitness, spinning, parkour, møder mv. samt lokaler til facilitering af fodbold og andre udendørs aktiviteter. Desuden skal der opføres cafeteria samt møde- og klublokaler.

Og som noget helt nyt en svømmehal. Eller rettere en svømmesal, for forslaget indeholder ikke den helt store forkromede svømmehal, men en noget mere beskeden svømmesal, med en bassinlængde på 25 meter, en vanddybde på 1-2 meter og ikke så højt til loftet som i en almindelig svømmehal.

Samlet set betyder det et byggeri på ikke mindre end 4.840 kvadratmeter, som Aage Sandfeld forestiller sig skal være en selvejende institution, men dog således at KIK gives fortrinsret til at bruge lokalerne.


Sandfeld: Vi er klar til at yde en stor indsats for at finde pengene.

Men hvad vil det koste, spurgte Haslev-Faxe Posten?

- Det ved vi ikke. Vi er ikke kommet så langt, at vi kan sige hvad det vil koste, siger Aage Sandfeld. I første omgang handler det om at få så mange som muligt til at tro på projektet - og lykkes det, så tror jeg at vi kan finde pengene.

Og når han siger „finde pengene” mener han ikke, at initiativgruppen læner sig tilbage, og forventer at det er kommunen der skal finde pengene.

Sammen med Svend Aage Hansen og Morten Pedersen er han klar til at yde en stor indsats for at skaffe pengene.

En begyndelse kan være at grunden hvorpå de nuværende boldbaner og klubhuset ligger sælges. Her vil der kunne opføres et sted mellem 50 og 80 huse - centralt placeret i Karise. Det vil måske kunne indbringe 5 millioner kroner.

Det er dog ikke penge som KIK kan stoppe i lommen og senere anvende til nybyggeriet. Der er noget med nogle klausuler, men det kan måske løses med hjælp fra kommunens administration og byråd...

Men der skal endnu flere penge til, og de kunne måske komme fra bolig- og grundejerforeninger, banker og sparekasser, efterskoler, som så dermed vil kunne benytte faciliteterne. Og så skal der naturligvis søges en masse fonde.

- Man kunne også forestille sig tilskud fra privatpersoner og virksomheder, siger Svend Aage Hansen.

- Da hele Solagervej - der kom til at betyde udvidelsen med Græsvej - med 18 parcelhusgrunde og 7 erhvervsgrunde, blev udstykket lavede vi et aktieselskab - Karise Erhvervsudvikling A/S. Det blev en stor succes. Efter få år fik folk deres indskud tilbage til kurs 130. Sådan noget kunne vi også lave for KIK Sportscenter, siger Svend Aage Hansen.

- Og så ændrer vi gerne navnet til at blive opkaldt efter en virksomhed der vil sponserer - efter samme model som f.eks. Telia Parken (Københavns Idrætspark), siger Svend Aage og Aage.

Det nye projekt, i form af en 24 siders hvidbog med beskrivelser, billeder og tegninger, blev her for nylig præsenteret for borgmester Ole Vive og kommunaldirektør Thomas Eriksen.

Og inden længe bliver der inviteret til et offentligt møde, hvor man vil præsentere planerne for alle som måtte have interesse i at høre om dem - og måske også bruge faciliteterne, når de en gang står færdige.

Hvis man vil høre mere om projektet, eller har spørgsmål, kan man sende en mail til kik.sportscenter@gmail.com

Af Torkild Svane Kraft


Aage Sandfeld og Svend Aage Hansen har præsenteret forslaget for borgmester Ole Vive

© Copyright 2018 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Hjælp verdens allersvageste - bliv indsamler
- Byttedagen er aflyst
- 60-årig fik bilen beslaglagt
- DM-sølv til Haslev-bowler
- Masser af børn deltog i Minimaraton i Faxe
- Der lukkes for vandet i Terslev
- Kreativ hverdagskunst i Dalby Tureby Husflidforening
- Afslutningsturnering i Rønnede Golfklub
- Unik udstilling i Dalbys lidt hemmelige museum
- Kalklandet - ny musik af Michael Milo Jørgensen
- Byttedag
- Kold krig, Stevns Klint, Faxe Kalkbrud og Geomuseum
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst