Lagersalg i Haslev Møbelsnedkeri

Onsdag 30. maj 2018 kl. 15:00

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Lagersalg i Haslev Møbelsnedkeri
Tekst&foto: Charlotte Thaysen

Lagersalg i Haslev Møbelsnedkeri
Dansk design og produceret i Danmark - det er noget der hitter. Og netop dét kan Haslevs gamle møbelsnedkeri. Med en lokal produktion af gedigne smukke snedkermøbler, og den enkle webadresse haslev.com følger de med tiden - på deres helt egen tilbagetrukne måde.

På fredag og lørdag holder det gamle møbelsnedkeri - for første gang nogensinde - lagersalg.
Haslevs fine gamle møbelsnedkeri lever næsten sit eget liv i Haslev, gemt inde bag høje træer. Der er helt stille, når man ankommer til parkeringspladsen, og man er næsten i tvivl, om der sker noget i fabrikslokalerne.

Men tag ikke fejl, der er fuld gang i møbelsnedkeriet, som leverer møbler til mange af de store danske møbelkæder, og har stor eksport til især Sverige og Norge, men også det øvrige Europa og Australien.

Haslev Møbelsnedkeri markedsfører sig med dansk design og dansk produktion - og dét er populært.- Haslev Møbelsnedkeri er en gammel lokal virksomhed. Fabriksbygningerne blev etableret her på pladsen i det, der var udkanten af Haslev By i 1954. Efterfølgende er byen vokset op omkring os, alt imens vi har produceret vores gedigne og smukke snedkermøbler og kakkelborde på fabrikken, fortæller Hanne Frost Jessen, som er salgs- og marketingmedarbejder på fabrikken.

Vores møbler sælges i Danmark hos kæderne Danbo, Møblér, Ide Møbler, Ilva, Hjemme Hos og hos mange fritstående forhandlere. Derudover eksporterer vi møblerne til Sverige, Norge, Færøerne, Island, Holland, Tyskland og Paris. Ja, vi har sågar en trofast butik i Melbourne, Australien, fortæller hun med et stort smil.

Tidligere lavede Haslev Møbelsnedkeri møbler af eget design, men for at styrke designet og højne niveauet, så fabrikken hele tiden kan udvikle sig og få nye kunder, er det nu møbeldesignere der står for at udvikle nye møbler og varianter.

I det kvalitetsbevidste møbelsnedkeri’s logo står der »Haslev - furniture with dedication« og en rådyr er afbilledet. Rådyret som symbol - i form af et guldemblem - har siddet som et kvalitetsstempel under fabrikkens borde i rigtig mange år, og gør det stadig, dog i en mere forenklet udgave.

Møbelsnedkeriet producerer især massive egetræs- og bøgetræsborde i et væld af udformninger, men også laminatborde og kakkelborde, dog i en stil så man stadig kan se det enkle snedkerpræg som fabrikken har stået for i mange år. Stilen er nordisk og tidløs, så møblerne passer ind stort set overalt.

En stor del af produktionen er maskinsnedkerarbejder, men en del af de følgende arbejdsprocesser foregår i hånden, så man fanger småfejl mv. inden møblerne kommer ud til forbrugerne.

Fabrikken blev i mange år drevet af Knud Tang, og han solgte i 2007 til en erhvervsinvestor, en kapitalfond.
Fabrikken ejes nu af Nils Knudsen, som også driver møbelfabrikken Magnus Olesen i Jylland, som har et lidt andet koncept.

Selvom der er masser af opgaver på Haslev Møbelsnedkeri, er der en rolig arbejdsstemning, og det virker til at opgaverne bliver løst med sikker hånd.

Når man går rundt i produktionen fornemmer man at medarbejderne går op i deres arbejde, og at deres grundighed sikrer den kvalitet fabrikken i mange år har stået for.

De er i alt ca 20-25 ansatte i både produktion og salg på Bråbyvej 1. Mange medarbejder har været der i mange år, og de er stort set selvkørende, da direktøren Nils Knudsen skal fordele sin tid mellem sine to fabrikker og showroomet på Christrianshavn.

Et af de produkter der har været fast i produktionen i mange år er kakkelborde.
Det er en nicheproduktion, og vi er snart de eneste, der laver dem, fortæller Hanne, mens hun viser rundt i produktionen sammen med Kim, der arbejder med produktudvikling.

Kakkelbordene sælges især i Danmark. Før finanskrisen havde møbelsnedkeriet stor eksport til USA af kakkelborde, men nu sælges de mest i Danmark. Designet er fulgt med tiden, så kakkelbordene nu er i enkel nordisk stil.

Kaklerne er fra Spanien og Italien. De kommer hjem som store fliser, og så bliver de vandskåret i de specielle mønstre i Førslev, hos W. Olsen & Søn.

Haslev Møbelsnedkeri har aldrig holdt lagersalg før, men én gang skal jo være den første, smiler Hanne og fortsætter:

Til lagersalget har vi samlet en del fotovarer, prototyper, udgåede varer og messemodeller som ikke ellers forhandles i butikkerne. Vi får også en del spændende designermøbler med fra vores søsterfirma i Jylland – Magnus Olesen A/S.

Vi er spændte på, om vores nye initiativ vil blive taget godt imod og håber at se mange til vores Lagersalg som starter fredag den 1. juni kl. 12, slutter Hanne.

Så kig forbi lagersalget på Bråbyvej 1 på fredag og lørdag, og se alle de lækre møbler vores lokale møbelsnedkeri har fremstillet.




© Copyright 2018 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Kreativ hverdagskunst i Dalby Tureby Husflidforening
- Afslutningsturnering i Rønnede Golfklub
- Unik udstilling i Dalbys lidt hemmelige museum
- Kalklandet - ny musik af Michael Milo Jørgensen
- Byttedag
- Kold krig, Stevns Klint, Faxe Kalkbrud og Geomuseum
- Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl er Grand Prix-dommere i Faxe
- Special Olympics håndboldstævne i Haslev
- Foredrag i Huset i Faxe Ladeplads
- Børnekoncert med Dissing & Las - gratis...
- Kør med veterantog til og fra Haslev på søndag
- KunstKaskade afholder sin første udstilling
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst