Cecilie fik den første hue på ZBC

Tirsdag 26. juni 2018 kl. 13:26

Cecilie fik den første hue på ZBC
Cecilie blev første student på Handelsgymnasiet ZBC i Næstved

Cecilie Lykke Hegelund fra Haslev blev årets første student fra Handelsgymnasiet ZBC i Næstved.


Den var sidste forhindring inden sommerferien, den sidste eksamen på Handelsgymnasiet ZBC i Næstved. Og det var de første kram og blomster som nybagt student for Cecilie Lykke Hegelund fra Haslev.

Mandag morgen den 25. juni blev hun årets første student fra handelsgymnasiet, da hun midt i et hav af lykønskninger fra familie og venner fik sat huen med det kongeblå bånd på hovedet.

Forude venter nu studenterfester, sommerferie og en anelse vemod efter tre år på handelsgymnasiet.

- Det har været så fedt, slår hun fast og peger blandt andet på det studiemiljø, som noget hun kommer til at savne.

- Det har været en klasse med stor mangfoldighed, og det har været ret fantastisk, at vi har hygget os på tværs af mange forskelligheder, forklarer hun.

De mange forskellige baggrunde, som eleverne har, har også været en fordel i timerne, hvor Cecilie har gået i en innovationsklasse. Det har givet forskellige input til det kreative arbejde.

- Det har været med fokus på nytænkning og idégenerering. Jeg kan godt lide at prøve noget nyt af, og være med fra idé til færdigt produkt, siger hun.

Hvad det så skal bane vejen for fremadrettet har hun ikke helt taget stilling til. I første omgang tager hun et år væk fra skolebænken.

- Jeg vil gerne ud og arbejde og få mig nogle erfaringer, siger hun.


© Copyright 2018 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.