Backstage crew

Tirsdag 12. juni 2018 kl. 09:28

Backstage crew
Backstage crew
En af de ildsjæle, der har været med som frivillig næsten siden Haslev Festdage startede, er Preben Enggaard, som igen i år, for 9. gang, er ansvarlig for backstage crew.

Bag ved den store scene ved Haslev Festdage tager Preben Enggaard og hans store hold af frivillige imod kunstnerne, når de kommer med deres eget crew. De frivillige haslevitter hjælper til med at kunstnerne får alt deres udstyr ind på scenen, og at de ellers får, hvad de skal bruge.

- Det er sjovt at se, hvordan de kendte er som mennesker bag facaden. Mange er venskabelige, og man får en sludder med dem, andre er »hertil og ikke længere«.

Og vi skal have pli og holde afstand, indtil man kan mærke at det er ok at gå tættere på, fortæller Preben med et stort smil. Og man kan mærke på ham, at han synes det er rigtig sjovt at være med, selvom det er hårdt arbejde.

- Jeg kom backstage det 2. år af Haslev Festdage, og har siden hvert år sørget for at samle et crew af familie og venner som kan hjælpe til back stage. Det er nogle super gutter, og de bakker alle sammen op om det. De fleste går igen hvert år, og sidste år kom Haslev MTB (mountainbike) med i gruppen. Vi er ca 15-20 mand både fredag og lørdag, alt efter hvor stort et setup kunstnerne kommer med, fortæller Preben.

Nogle kunstnere kommer kun med deres guitar, andre har et stort setup.

- Mange af kunstnernes crew er de samme hvert år, og at det gør det lettere for hvert år, fordi man kender dem. De første par år var det benhårdt, men nu er det meget sjovere. Guleroden for os er at vi kan høre musikken, fortæller han.

En af de kunstnere, som gjorde størst indtryk på Preben er Rasmus Seebach: - Han stillede sig op og snakkede med os, og takkede os, for han vidste at det var os der satte alt hans grej op. Han havde så travlt med at sludre med os, at han til sidst blev kaldt til scenen fordi han skulle på, fortæller Preben.
- Man ser dem som stjerner, men de er jo mennesker bagved. Og når de har været på scenen sidder de ude bagved og hygger sig. Det er en del af den oplevelse vi får, fortæller Preben, og det er dét der gør, at han er på år efter år.

48 timers arbejde
For det ér hårdt arbejde i 48 timer. Backstage crew møder ind fredag ved middagstid, og derfra kører de på og er kun lige hjemme og sove fredag nat, så møder de igen lørdag morgen, hvor der er fuld fart på til de har pakket alt sammen søndag morgen mellem kl. 5 og 6.



© Copyright 2018 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.