Danish Agro køber auktionsvirksomhed

Torsdag 7. juni 2018 kl. 14:30

Danish Agro køber auktionsvirksomhed
Fra venstre Jens Skifter, Koncerndirektør for Danish Agros koncernens maskinaktiviteter; Johannes Jensen, direktør i Dansk Maskinbørs A/S og Henning Haahr, koncerchef i Danish Agro koncernen

Opkøb: Danish Agro, med hovedsæde i Karise, har via datterselskabet Danish Agro Machinery Holding A/S netop indgået aftale om køb af auktionsvirksomheden Dansk Maskinbørs A/S.

Handelen følger Danish Agros strategi indenfor maskiner, og Dansk Maskinbørs A/S vil få en nøglerolle i koncernens fremtidige afsætning af brugte maskiner i Danmark og internationalt.

Dansk Maskinbørs A/S som i 2019 kan fejre 40 års jubilæum i den danske maskinbranche og har i de seneste år udviklet sig som en ledende aktør indenfor fysiske auktioner med hammerslag samt internetauktioner. Ejer og direktør, Johannes Jensen, fortsætter som direktør i selskabet og det samme gør det dygtige personale ligesom de fysiske rammer i Herning bibeholdes.

Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr, er meget tilfreds med aftalen.
- En effektiv afsætning af brugte maskiner er en nøglefunktion i Danish Agro koncernens maskinstrategi. Dansk Maskinbørs A/S har gennem en årrække bevist, at de mestrer denne disciplin. Jeg er glad for, at vi kunne lave en aftale med Johannes Jensen, der står i spidsen for en meget professionel og erfaren organisation. Jeg er også glad for, at han i en periode fremover fortsat har lyst til at stå i spidsen for Dansk Maskinbørs A/S, så vi kan gøre brug at hans erfaring til at udvikle forretningen yderligere, siger han.

Johannes Jensen, direktør i Dansk Maskinbørs A/S, ser ligeledes frem til samarbejdet.

- Aftalen med Danish Agro sikrer, at Dansk Maskinbørs A/S også i fremtiden kan fortsætte det tætte og tillidsfulde samarbejde med dansk landbrug. Der vil altid være behov for at flytte de brugte maskiner og i samarbejde med Danish Agro og mine dygtige medarbejdere er jeg overbevist om, at Dansk Maskinbørs A/S går en rigtig spændende fremtid i møde. Jeg glæder mig til, at gøre endnu flere kunder tilfredse, siger han.

© Copyright 2018 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.