Museet er gennemfotograferet

Onsdag 6. juni 2018 kl. 11:14

Museet er gennemfotograferet
Fire af de i alt fem lokalentusiaster, fra venstre er det Jørgen Sandahl Skov, Jytte Melau, Kjeld Nielsen og Jørgen Nielsen. De fire har gennemfotograferet museet. Fraværende var Thomas Nielsen, som var i Malaga da billedet blev taget.

En lille gruppe entusiastiske haslevitter, gik i sidste uge sammen for at gennemfotografere Haslev Museum for at sikre indholdet i billeder, inden genstandene flyttes til Faxe.

I forbindelse med lukningen og flytningen af Haslev Museum er fem lokalentusiaster gået sammen, nemlig Kjeld Nielsen, Jytte Melau, Jørgen Nielsen, Jørgen Sandahl Skov og Thomas Nielsen om at gennemfotografere museet for at sikre i billeder hele indholdet af museet, mens det stadig er urørt.

Kjeld, Jytte, Jørgen og Jørgen var mandag den 4. juni på museet, og så blev der ellers fotograferet.

Thomas Nielsen var på dagen i Malaga, så han kunne ikke deltage i fotograferingen, men da han er meget kompetent indenfor computerteknik, bliver han involveret i projektet senere.

- Vi har venligt fået tilladelse af Østsjællands Museum til at fotografere udstillingerne, så der er grønt lys for vores videre projekt med at bevare og formidle ”mindet om et museum”, fortæller Jørgen Sandahl Skov.

- Vi er endnu ikke helt sikre på, hvordan og i hvilken form, vi skal bearbejde materialet, så det kan videreformidles. Men bare det, at vi har fået taget alle de billeder, giver os jo muligheder for at samle og komponere det til noget forhåbentlig spændende materiale, fortæller de fire lokalentusiaster, som alle fire har basis i Lokalhistorisk Forening.


Foto: Charlotte Thaysen

© Copyright 2018 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.