Pinseåndens sus og brus i Boesdal Kalkbrud

Onsdag 16. maj 2018 kl. 13:00

Pinseåndens sus og brus i Boesdal Kalkbrud
Pinseåndens sus og brus i Boesdal Kalkbrud
Foto: provstisekretær Agneta Noregren
Mandag den 21. maj kl. 11 sker der et lille mirakel i Boesdal. Det gamle kalkbrud forvandles til et stort kirkeskib med klinten som altertæppe og lyden af én stor samstemmende menneskemængde i stedet for det vante orgelbrus.

Det er blevet tradition, at kirkerne i Stevns og Faxe kommune, også kendt som Tryggevælde Provsti, fejrer fællesgudstjeneste 2. pinsedag under disse naturskønne og frie former, hvor der i den grad er plads til, at pinseånden kan danse og suse over land og vand.

I pinsen fejres Guds ånds nærvær, som holder evangeliets budskab om nåde og kærlighed stadig lige aktuel små 2000 år efter, at de første kirker blev dannet.

Pinsegudstjenesten har karakter af en folkefest.
Ved denne festgudstjeneste vil kræfter fra hele provstiet gå sammen. Præsterne vil hver især stå for et led i gudstjenesten. Sognepræst fra Nordstevns pastorat, Kirstine Arendt, står for prædikenen, hvor hun bl.a. vil tage udgangspunkt i Tove Ditlevsens sang, ”Nu sænker Gud sit ansigt over jorden”. For selvom der er langt fra kalkbrud til stenbro, var også Tove Ditlevsen grebet af en ånd, som løftede hende ud af støvet fra de mørke baggårde til en bevinget og folkekær forfatterinde.

gud hvor det swinger...
Musikken er sat under organist fra Terslev kirke, Bjarne Pilegaards kyndige vejledning. Mange af indslagene vil af samme grund få et rytmisk præg, med hjælp fra orkestret ”Gud hvor det swinger”, som består af sognepræst Bo Scharff på klarinet og kirkesanger Torleif Steinstø på basun, begge fra Ters­lev Kirke. Desuden medvirker Christian Wulff på bas og Hans Pilegaard på trommer. De vil, med Bjarne Pilegaard på piano, spille under hele gudstjenesten.
Der medvirker også et ungdoms- og voksenkor under ledelse af Nikolaj Skaaning og Jesper Lorck, der vil fremføre ”Santus” af Frans Schubert, ”Ave verum corpus” af Mozart og ”Velsignelsessang” af Jonnie Slottheden.

Gudstjenesten slutter af med postludium og solosang af Kgl. operasanger Torleif Steinstø, ”Må din vej gå dig i møde” med musik af Nickomo Clarke og arrangeret af Peter Arendt.

Pinsegudstjeneste i Boesdal Kalkbrud har karakter af en folkefest. Det er et stort arbejde, der går forud for gudstjenesten.

Mange mennesker er involveret i forberedelserne. Der er salmer og musik, der skal øves, blomster der skal plukkes og arrangeres, stole der skal hentes og opstilles.

Et stort alter skal laves og et kors bliver hængt op på kalkbruddets væg. Frivillige fra alle sogne hjælper med dette store arbejde.
SN-Brød: Det sociale værested Café Stevnen fra St. Heddinge opsætter boder, hvor man kan købe sandwich, kaffe og kage. Overskuddet går til deres sociale arbejde.

Årets indsamling går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde blandt de mange millioner mennesker, der lider af hungersnød pga. tørke og krig i Sydsudan.

De mange involverede kirker glæder sig til at lave fælles gudstjeneste 2. pinsedag.


© Copyright 2018 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.