Overskud 613 millioner - omsætning 31 milliarder

Torsdag 8. februar 2018 kl. 11:31

Overskud 613 millioner  - omsætning 31 milliarder
Overskud 613 millioner  - omsætning 31 milliarder
Koncernchef Henning Haahr
Danish Agro: 2017 har været et godt og succesfuldt år for Danish Agro koncernen, der har hovedsæde i Karise.

Årets resultat før skat er på 613 mio. kr., hvilket er på niveau med sidste års resultat. Både årets resultat samt forbedrede finansielle nøgletal betegner koncerndirektionen, som værende meget tilfredsstillende.

Omsætningen i 2017 var på 31,4 mia. kr., hvilket er på niveau med omsætningen året før. En sen høst og udvikling i varepriser har betydet et fald i grovvareomsætningen, som er modsvaret af øgede aktiviteter indenfor maskindivisionen.

Koncernens egenkapital er øget med 479 mio. kr. fra 4.416 mio. kr. til 4.895 mio. kr. Over de sidste fem år er koncernens egenkapital øget med 2,8 mia. kr. Det følger Danish Agro koncernens fokus på stærke nøgletal, der er udgangspunktet for at skabe værdi for ejerne.

Det er derfor også positivt, at koncernens soliditet er øget til 31,3% i lyset af de strukturelle opkøb i både Tyskland, Sverige og indenfor maskindivisionen, som er foretaget gennem de seneste år.

- Vi er meget tilfredse med årets regnskab i Danish Agro koncernen, som er et resultat af den strategi vi har fulgt gennem en årrække. Forudsætningen for koncernens vækst har i alle årene været sunde finansielle nøgletal. Fra 2011 og til 2017 har koncernen fordoblet sin størrelse. I samme periode har vi formået, at øge vores soliditet fra 22,7% til 31,3%. Det er vi rigtig godt tilfredse med, siger koncernchef Henning Haahr, som tilføjer, at det er målet, at nå en soliditet i niveauet 35%.

Ifølge Henning Haahr har Danish Agro koncernen et mål om at bevare relativ størrelse overfor konkurrenter og leverandører, og den langsigtede vækststrategi fortsætter derfor i årene, der kommer.

© Copyright 2018 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.