Murerlærling fra Hårlev klar til DM i skills

Lørdag 7. oktober 2017 kl. 13:32

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Murerlærling fra Hårlev klar til DM i skills
Philip Skovsgaard Gevad fra Hårlev vandt regionsmesterskaberne i mureruddannelsen og er dermed klar til DM i Skills til januar

Den 19-årige murerelev Philip Skovsgaard Gevad fra Hårlev fulgte sejr ved EUC Sjællands skolemesterskaber op med triumf ved regionsmesterskaberne og er dermed klar til at forsvare regionens ære ved DM i Skills til januar.

Det blev en kendsgerning efter at han vandt regionsmesterskaberne afviklet hos ZBC i Slagelse. Til hans egen overraskelse.

- Det var ret nervepirrende, og jeg havde svært ved at vurdere, hvor jeg lå undervejs. Jeg havde faktisk ikke rigtigt turde tro på, at jeg kunne vinde, forklarer han.

Philip, der har lærerplads hos Lind & Risør A/S, havde talenttræner Martin Kryger med på sidelinien, og faglæreren fra EUC Sjællands mureruddannelse er ikke i tvivl om, at den unge håndværker sammen med holdkammeraten Troels Strøyer Christophersen, der blev regionsmester i flisemureruddannelsen, har potentiale til at nå langt.

- Vores hovedfokus har været DM på hjemmebane i Næstved i 2019, så at vores talenter klarer sig så godt allerede nu, og vinder regionsmesterskabet er helt fantastisk. Det viser, at vi har et stort potentiale og kan komme til at blande os i toppen, forklarer Martin Kryger, der hæfter sig ved, at der er både vilje og talent tilstede hos de to elever, der nu skal dyste ved DM.

- Da jeg startede det her talentforløb op, blev det gjort klart for talenterne, at man skal ville det, hvilket vil sige yde det ekstra, som det kræver for at blive den bedste. Jeg må bare sige, at det har de vist, og det lønner sig allerede nu. Om de så kan gå hele vejen vil vise sig, for de kommer til at stå i en ben hård konkurrence med særligt jyderne, men min vurdering er, at potentialet er så stort, at vi selvfølgelig går efter guldet.

Philip selv tager det ind til videre som en stor oplevelse, selvom konkurrencegenet ikke fejler noget.

- Lige nu nyder jeg sejren, men jeg er konkurrencemenneske, så selvfølgelig går jeg efter at vinde. Nu skal jeg, sammen med Martin, have lagt en træningsplan frem mod DM, så det også lykkes.

Skulle det lykkes enten Philip Skovsgaard Gevad eller Troels Strøyer Christophersen at stryge helt til tops ved DM i Herning til januar vil det være en historisk triumf for ikke bare EUC Sjælland og regionen, men for hele Sjælland. Det vil således være den første murerelev øst for Storebælt, der hjemtager et dansk mesterskab i konkurrencens nuværende format.

DM i Skills afholdes i MCH i Herning i januar, og har i år et rekordhøjt antal fag repræsenteret. Der vil således være ikke færre end 42 konkurrencefag og 20 demonstrationsfag i aktion.



© Copyright 2017 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Kommentar:
 
Navn:
 
For at indsende din kommentar skal du indtaste billedets tal og bogstaver i feltet nedenfor.
Kan du ikke se hvad der står så klik på billedet for at få en ny.

Indtast nummer og bogstaver .


Flere nyheder i denne sektion:

- Krybbespil
- Julekaravanen kom på besøg
- Det drejer sig om ordentlighed
- Færdselskontroller
- Faxe Sundhedscenter får ny leder
- Baldonis Julecirkus kommer til Faxe - vind billetter med Faxe Bugten
- 3 spillere udvalgt til Special Olympics
- Sidste udkald til Mini-Bogmesse i Haslev
- Julestue på Det Gamle Seminarium
- Vandt 10.000 kr i Haslev Handelsstandsforenings julekonkurrence
- Faxe Rotary uddelte julehjælp til lokale kirker
- Hjælp Sparekassen med at pynte juletræ