Hunden er både en god ven og en god hjælper

Fredag 4. november 2011 kl. 15:32

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Hunden er både en god ven og en god hjælper
Billedet siger vist alt - her er der tale om gensidig hengivenhed. Frigg Müller med Giving

Hunden er både en god ven og en god hjælper
Christian Brandenburg lærer sin hund Laurits at åbne skabe. I baggrunder overvåger Lise Lotte Christensen om at foregår som det skal
Servicehunde til Handicappede har nu, for 10. år i træk, haft Rolloskolen i Faxe som base for uddannelsen af nye modtagere af servicehunde.


Hele efterårsferien var syv kommende servicehunde-ejere, og en helt masse trænere og hjælpere, samlet fra morgen til aften. De første dage handlede det mest om teori - uden hunde.

Senere i efterårsferien kom de nye hunde med på Rolloskolen, og trænerne skulle så finde ud af hvilke hunde der passede til hvilke mennesker.

Da først hunde og brugere havde fundet sammen, gik det meste af tiden med praktisk træning, øvelser der bringer hunde og mennesker tæt på hinanden - og så selvfølgelig også teori.

De efterfølgende to uger fortsatte undervisningen om eftermiddagen og aftenen, dels på Rolloskolen og dels ude i den virkelige verden, der hvor man skal færdes med sin hund. Det medførte bl.a. ture rundt i byer, i City2 og Fields.

En hjælper og god ven
Denne gang er der to lokale modtagere af en servicehund; Jan Jespersen fra Hellested og Michael Jodehl fra Rødvig.

Jan har altid haft hund, fortæller han. Altså helt almindelige hunde. Ikke servicehunde. For godt 10 år siden blev han ramt af nervebetændelse som følge af en madforgiftning, og lige siden har han siddet i kørestol.

Hans servicehund er en dejlig Flatcoatet Retriever på godt to år. Diesel hedder han. Og han er en meget arbejdsivrig hund, fortæller Jan. Til tider lidt for arbejdsivrig, for når han ligger pænt ved siden af Jan, så piver han som om han vil sige „skal vi ikke i gang med noget“.

Jo, det skal Jan og Diesel, men det er altså Jan der bestemmer hvornår der skal gang i noget. Den hjælp Jan har brug for af Diesel er til at samle ting op fra gulvet, åbne skabe og skuffer, bære ting - og hjælpe med at få tøj og sko af.
- Og så skal han være en god ven, siger Jan med et smil.

Hunden skal med i skole
Michael Jodehl har fået labradoren Sara. Hun er hans anden servicehund - hans første er der rigtig mange der kender. Michael arbejder nemlig på biblioteket på Erikstrupskolen i Store Heddinge, og er også vikar på skolen, så her er eleverne vant til at se en servicehund i aktion - og ved, at hunden er på arbejde.

Det betyder at man skal forsøge at ignorere hunden. Det vil jo være helt umuligt at have en servicehund, hvis alle hele tiden går hen for at klappe hunden eller give den godbidder.

Michael har været handicappet siden 12. marts 2001. Han var en aktiv gymnast, men en forlæns saltomortale gik helt galt. Michael brækkede halsen, og blev lam fra hagen og nedad.

Et utroligt gå-på-mod kombineret med masser af træning, gav dog Michael noget af sin førlighed tilbage. Først i armene og senere i benene. Faktisk er han nu i stand til at stå på sine ben - og gå en smule.

Men samle ting op han taber kan han ikke, da hans balance er alt for dårlig. Sara skal derfor hjælpe ham med at samle ting op - og en helt masse andre ting.

Lokalt engagement
Om få dage skal de nye servicehundeejere til eksamen. En såkaldt offentlighedstest. Det er en internationalt anerkendt prøve, hvor det bliver bedømt om den handicappede og hunden kan arbejde sammen i det offentlige rum - på gader og stræder, i butikker og hvor man ellers færdes.

Der er to bedømmere til testen. Den ene er Lise Lotte Christensen, der er cheftræner for Servicehunde til Handicappede. Hun er født og opvokset i Faxe og bor nu ved Haslev. Den anden, som ikke er fra STH, er Irene Liliequist fra Faxe Ladeplads. Hun er bl.a hundeadfærdskonsulent.

Men der er endnu flere lokale involveret. Det er nemlig sådan at når der findes hunde der - måske - kan bruges som servicehunde, så kommer de til at bo hos en værtsfamilie indtil de bliver omkring et år gamle. I det år lærer de almindelig lydighed og, ikke mindst, at færdes alle vegne. En af værtsfamilierne er Simona og Kenneth Dalsgaard fra Faxe - en anden er Charlotte Shanti og Dil Bredholt fra Store Heddinge.

Man kan læse mere om Servicehunde til Handicappede på www.servicehunde.dk

Se også BILLEDSERIER - menubaren øverst til venstre


© Copyright 2017 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Keramikudstilling
- Ta’ biblioteket med på ferie
- Overfald og røveri
- Faxebussen kører i sommerferien
- Sommerfestival
- Haslev Torvedag i sommerstemning
- Naturlegeplads i Dalby
- Frederik Rieber inviteret til Folkemøde
- Hr. Skæg på Foreningernes Dag igen
- Ældrerådsvalg nærmer sig - og nu skal du møde op
- Faxe Kommune - en Demensvenlig Kommune
- Tip førte til stor mængde hash i Haslev